23948sdkhjf

Bilka klar med containere: Drømmer om, at det bliver en stor forretning

Hvis danskerne ikke kan komme til Bilka, må Bilka komme til danskerne.

Sådan synes rationalet at være hos den Salling Group-ejede varehuskæde, der om få måneder er klar til at sætte gang i en ny, stor satsning.

Siden begyndelsen af 2020 har Bilka testet en pick up-station, hvor Bilka To Go-kunder kan hente varer, som de har bestilt på nettet.

Erfaringerne er så gode, at Bilka-direktør Mark H. Nielsen nu går videre med idéen.

- På den lange bane drømmer jeg om, at det bliver en stor forretning for Bilka, siger han.

Bilka har 19 varehuse rundt om i landet, hvoraf det ene er et A-Z i Hjørring.

Den første Bilka åbnede i 1970 i Aarhus-forstaden Tilst.

Bilka er en del af dagligvarekoncernen Salling Group, som også tæller Netto, Føtex samt to Salling-stormagasiner.

Tættere på danskerne

Bilka har bestilt fem 40-fods containere, som lige nu er på vej. De bliver i løbet af april opstillet rundt om i landet på indtil videre hemmelige placeringer.

Containerne har både frost- og kølerum og er fuldautomatiske. De fungerer ved, at en Bilka To Go-kunde bestiller sine varer online og vælger afhentning ved en pickup-station. Når kunden ankommer, tastes ordrenummeret. Herefter finder containeren varerne, som er pakket i enten kasser eller poser.

- Vi har valgt dobbelt så store containere som den, vi har testet på hovedkontoret i Aarslev. Vi har en stærk tro på konceptet, fordi det gør os i stand til at flytte Bilka ud i landet og være tættere på flere danskere, siger Mark H. Nielsen.

Som planloven ser ud i dag, har Salling Group særdeles svært ved at udvide Bilka-kæden med flere butikker. Det er ifølge Mark H. Nielsen et problem.

Bilka laver løbende kundeanalyser, som viser, at den største barriere for at handle oftere i Bilka er afstanden.

- Hvis vi kan tilbyde samme varesortiment til samme pris – tættere på danskernes bopæl eller arbejde – kan det virkelig flytte noget, siger Mark H. Nielsen.

Et våben mod discount

Bilka har i forvejen stor succes med sin click and collect-løsning Bilka To Go, hvor kunder bestiller online og afhenter i egen bil ved et af kædens varehuse.

I 2020 stod Bilka To Go for 10 pct. af kædens samlede dagligvareomsætning – en vækst på over 200 pct. på blot et år.

Mark H. Nielsen kalder Bilka To Go sit skarpeste våben i kampen mod discountkæderne, som i årevis har taget markedsandele i Danmark.

- For mig er der ingen tvivl om, at bekvemmelighedsfaktoren skal skabe vores succes. Bilka To Go og de nye pickup-stationer er vores måde at finde en model for, hvordan vi kan lave en god forretning og tage flere markedsandele, siger Mark H. Nielsen.

Han forudser, at især pendlere vil gøre brug af Bilkas pickup-stationer, som især skal opstilles ved store virksomheder eller trafikale knudepunkter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125