23948sdkhjf

Cateringkæmpe taber over 1,3 mia. kr. i omsætning

Euro Cater Group, der ejer landets største cateringvirksomhed, Dansk Cater, må se omsætningen dykke med 1,3 mia. kr. i det netop offentliggjorte årsregnskab for 2019/20, sammenlignet med sidste år. Det svarer til næsten et 14 pct. fald.

"Årets resultat og den økonomiske udvikling er i væsentlig grad påvirket af covid-19-pandemien og de restriktioner, som blev implementeret i Danmark og Sverige samt resten af verden for at dæmme op for pandemiens udbredelse," skriver koncernens ledelse i regnskabsberetningen.

Ifølge årsregnskabet for 2019/20, som netop er blevet offentliggjort, ender omsætningen på 8,2 mia. kr., hvilket er det laveste i fem år. Driftsresultatet (ebit) tager også et dyk på 125 mio. kr. til 458 mio. kr., mens resultatet efter skat falder knap 24 pct. til 281 mio. kr.

Cateringbranchen har haft det hårdt en stor del af 2020, da coronarestriktioner i perioder har betydet nedlukning af horeca-segmentet og under alle omstændigheder har presset udespisningsmarkedet. 

"Frem til medio marts 2020 realiserede koncernen en tilfredsstillende vækst i både omsætning og indtjening sammenholdt med året før. I den resterende del af regnskabsåret har covid-19 medført et omsætningstab i niveauet 1,4 mia. kr. og en nedgang i ebitda på ca. 230 mio. kr. (ekskl. kompensation fra kompensationsordninger) målt i forhold til samme periode sidste år," lyder det videre i ledelsesberetningen.

Cirka 900 af koncernens danske ansatte blev i en periode hjemsendt. I lønkompensation og kompensation for faste omkostninger har Euro Cater i alt modtaget 89 mio. kr., hvilket beskrives som en medvirkende årsag til, at man har kunnet fastholde så mange medarbejdere.

Food Supply forsøger at få en kommentar fra Euro Cater.

Euro Cater Group A/S
Mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 8200,7 9500,3
Resultat af primær drift 457,9 583,5
Resultat før skat 374,3 472,4
Årets resultat 280,7 368,2
Balancesum 5302,4 5537,0
Egenkapital 2234,6 1939,9
Antal ansatte 2263 2367
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079