31-årig iværksætter sælger stort til udlandet
Dennis Drejer har solgt så meget garn, at det kunne nå rundt om Jorden adskillige gange. Helt fra bunden bankede den unge skibonit en millionforretning på benene, og nu er han klar til for alvor at indtage udlandet.
Næsten halvdelen af den samlede omsætning i netbutikken Rito, der sælger garn og hobbyartikler, går i dag til eksport. Det er resultatet af flere års hårdt arbejde, siger Dennis Drejer.
- Vi har arbejdet med en klar eksportstrategi, som nu giver pote. Over det næste år er målet at gå ind i fire nye lande, siger Rito-direktøren, der endnu ikke vil afsløre de konkrete nye lande.
Vidste intet om garn
Da Dennis Drejer i 2014 besluttede sig for at sælge garn online, var det ud fra idéen om at finde et produkt, der var på vej frem på nettet, og som allerede havde bevist sit værd i de fysiske butikker.
Han vidste intet om garn, men fik alligevel strikket en hjemmeside sammen, som i dag omsætter for et større tocifret millionbeløb. Under coronakrisen er salget eksploderet og overskuddet mangedoblet.
Fra 365.000 kr. til 2,7 mio. kr.
Rito nærmer sig 50 fuldtidsansatte på hovedkontoret i Skive. Med planer om mere eksport skal organisationen geares yderligere – blandt andet med en marketingchef og et større lager.
Satsningen på udlandet er langtfra tilfældig.
- Jeg vidste, at jeg ville ud i verden – også inden jeg stiftede Rito, siger Dennis Drejer.
Evnen til at tænke stort
Han fremhæver selv evnen til at tænke stort og langsigtet som en af sine styrker.
- Mange lader sig begrænse af ingenting. Det gør jeg ikke. Og så er jeg god til automatisering og markedsføring. Det er noget, vi nørder meget hos Rito, siger Dennis Drejer.
Han er kommet langt, siden han i 2014 som student arbejdede dag og nat i et kælderlokale for at slå igennem med sin forretning.
- Det er super fedt, at vi er i kontakt med så mange kunder hver dag. At have en virksomhed, der vokser så meget, er ret sindssygt at være i, siger Rito-stifteren, der selv bor i Skive.