Milliard-tab for danske butikker
Regeringens jagt på indtægter til statskassen fra nye afgifter kommer til at ramme de danske butikker hårdt.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), er af formanden for Folketingets skatteudvalg, Gitte Lillelund Bech (V) blevet afkrævet detaljerede beregninger over den virkning, de øgede afgifter på cigaretter i Danmark vil få på salget i de danske butikker og grænsehandelssalget.
Ministerens beregninger viser, at salget i de danske butikker vil falde til 6.467 mio. cigaretter, hvilket svarer til et fald på 595 mio. cigaretter. Hvis man regner med, at en pakke cigaretter i gennemsnit indeholder 20 styk, vil det give et fald på cirka 29,7 mio. pakker, som dagligvarebutikkerne og kioskerne kommer til at sælge mindre.
Hvis disse pakker blev solgt til den gamle pris på 35 kr., betyder det en mistet omsætning i de danske butikker på cirka 1,04 mia. kr.. Regner man med den forhøjede pris efter afgiftsstigningen, som træder i kraft til april, vil faldet være cirka 1,13 mia. kr.
Regeringen har vedtaget afgiftsstigningen, som betyder, prisen for en pakke cigaretter stiger med 3 kr. fra 35 til 38 kr.