23948sdkhjf

Firma med mission: Der kan være mange penge at spare for dagligvarekæderne

For to år siden blev Coop-ejede Kvickly den første landsdækkende dagligvarekæde, der indgik et samarbejde med madspildsbekæmperne Too Good To Go.

Nu finder man de såkaldte lykkeposer med overskudsmad i næsten alle landets dagligvarekæder, og i spidsen for indsatsen mod madspild står landechef i Too Good To Go, Heidi Boye.

Hun kom til i juli 2019, da Too Good To Go primært samarbejdede med restauranter, bagere og caféer.

- Nu har vi fået næsten alle de store dagligvarekæder ombord. De fleste er med, fordi de vil madspild til livs og synes, det er forkert at smide mad ud. Men det er klart, at der også er et økonomisk incitament. Der kan være mange penge at spare for de store kæder, siger Heidi Boye.

Reddet fra containeren

Too Good To Go blev lanceret som en madspildsapp i 2016. Går man i dag på udkig i sin lokale dagligvarebutik, finder man ofte de såkaldte lykkeposer i forskellige varianter. De kan for eksempel indeholde brød, der er til overs efter lukketid, to-go-salater med kort holdbarhed eller frugt og grønt, som snart skal spises.

På den måde kan dagligvarekæderne sælge varer, som ellers var røget ud, og samtidig spare omkostningerne til bortskaffelse.

Ifølge Heidi Boye er Too Good To Go lykkes med at adressere en konkret løsning på et stort problem.

- Jeg oplever, at de supermarkeder, vi arbejder sammen med, vil madspild til livs. Vi er en af løsningerne. Tidligere endte mange varer i en sort sæk, som blev smidt i en container. Nu fjerner man den rådne appelsin fra nettet og putter resten i en Too Good To Go-pose, siger hun.

Nye markeder

Too Good To Go kalder sig selv missionsdreven. En virksomhed gennemsyret af kampen for at bekæmpe madspild. Men hvordan balancerer man det med at drive en kommerciel forretning?

- Vi er så heldige, at vores mission og kommercielle forretningsmodel hænger sammen. Vi modtager et beløb, for hver gang der sælges en Too Good To Go-pose. De penge reinvesterer vi i madspildsagendaen og i at åbne nye markeder, siger Heidi Boye.

Too Good To Go er netop gået ind i USA og Sverige og er desuden begyndt at samarbejde med både offentlige og private kantiner. Når en kantine lukker om eftermiddagen, og der er mad til overs, som ikke kan genbruges dagen efter, pakkes det i bokse og lægges ind i Too Good To Go-appen.

Så kan de ansatte købe et måltid med hjem til aftensmaden. 

2 mio. danske downloads

Samtidig er Too Good To Go i dialog med store fødevareproducenter som Orkla, Arla, Nestlé og Unilever.

- Når event- og konferenceområdet åbner igen, er det også noget, vi skal kigge på. Det samme med festivaler og koncerter. Der bliver gjort rigtig meget for at reducere madspild, men der kan gøres endnu mere, siger Heidi Boye.

En tredjedel af alle fødevarer, der produceres, bliver smidt ud. Mange allerede inden de når butikshylderne. Størstedelen af madspildet sker imidlertid hjemme i husholdningerne, så Too Good To Go arbejder også med undervisning og vejledning i forebyggelse af madspild.

Over 2 mio. danskere har i dag downloadet Too Good To Go-appen. Virksomheden samarbejder med 3.000 danske partnere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106