23948sdkhjf

Spar laver sine butikker om og har nu en køreplan

Supermarkedskæden Spar har været i Danmark i over 65 år, men trænger ifølge kædedirektøren til en modernisering.

Derfor skal samtlige 130 butikker opgraderes, og samtidig introducerer Spar en ny franchisemodel, der skal tiltrække flere yngre købmænd. Nu er køreplanen for begge dele klar.

Ifølge kædedirektør Richo Boss har man i første omgang kigget på den del af Spar-butikkerne, som trænger til den største overhaling.

- Der har vi lavet attraktive pakkeløsninger for de købmænd, som ikke har moderniseret de senere år. Vi tager 20 butikker ad gangen og snakker med købmændene om, hvor stor en investering der skal laves, siger Richo Boss.

To forskellige modeller

Spar, der er ejet af Dagrofa, omsatte sidste år for cirka 4 mia. kr. Langt størstedelen af kædens 130 butikker drives af selvstændige købmænd, som ejer butikkerne. De skal derfor også være med til at finansiere moderniseringen.

Det er imidlertid ikke alle Spar-købmænd, som behøver at modernisere hele butikken. I nogle butikker er det kun enkelte afdelinger, der trænger til et løft.

I samarbejde med købmandsfonden KFI, der er storaktionær i Dagrofa, har Spar identificeret de vigtigste områder for en Spar-butik. Det er frugt og grønt, delikatesse, vin og convenience.

- Der har vi lavet en model, hvor en købmand kan investere i at opgradere afdeling for afdeling i sin butik. Vilkårene for at investere skal selvfølgelig være fordelagtige, siger Richo Boss uden at ville afsløre konkret, hvor meget de enkelte købmænd skal have op af lommen.

For et år siden lavede Spar et studie, hvor man kiggede på samtlige sine butikker og bedømte dem på forskellige parametre. Her stod det ifølge Richo Boss klart, at Spar har et efterslæb i at være et moderne, opdateret supermarked, som kan klare sig i al slags konkurrence.

Franchise på vej

Udover at modernisere sine butikker laver Spar også en ny franchisemodel i lighed med den, som norskejede Rema 1000 har stor succes med.

I dag er ejerstrukturen i Spar sådan, at du enten er selvstændig købmand, eller at Dagrofa ejer butikken. En ny franchisemulighed vil ifølge Richo Boss gøre det nemmere at tiltrække yngre talenter, som kan blive selvstændige købmænd uden at skulle satse hele privatøkonomien.

Hvor meget man som købmand skal betale for at blive en del af franchisemodellen, har Spar nu fundet ud af. Men Richo Boss vil endnu ikke afsløre det.

- Jeg kan sige, at købmændene bringer et mindre beløb på bordet. Så tager vi resten af finansieringen, siger han.

Spar forventer at gå i luften med sin franchisemodel i foråret 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137