23948sdkhjf

Coop vil lave 100 butikker om

Coops nye topchef gearer op til en investering i den trecifrede millionklasse.

Dagligvarekoncernen Coop er i fuld gang med at åbne og teste sin nye lavpriskæde, Coop 365, der bl.a. skal erstatte en række Fakta-butikker.

Nu vil adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen ombygge næsten hver 10. af Coop-koncernens 1.100 butikker. Cirka 100 butikker skal udvides og mange af dem på sigt omdannes til Coop 365-kæden.

Læs RetailNews som e-avis: 32 sider med nyheder, baggrund, portrætter og perspektiv

- Det er en temmelig stor investering, der sagtens kan løbe op i en halv milliard kroner, siger Kræn Østergaard Nielsen.

Coop er landets næststørste dagligvarekoncern kun overgået af Salling Group.

Coop består af knap 1.100 butikker under kæderne Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Kvickly og Irma.

Butikkerne er dels ejet af Coop Danmark og dels af en række selvstændige brugsforeninger.

Derudover favner Coop-koncernen også Coop Bank og Coop Invest.

Coop har 1,8 mio. medlemmer, der sidste år fik bonus, medlemsrabatter og medlemsfordele for 998 mio. kr., heraf 205 mio. kr. i direkte bonus.

Coop-koncernen har 40.000 ansatte og en årlig omsætning på cirka 50 mia. kr.

Det bedste koncept

Coop-koncernen driver kæderne Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Kvickly og Irma med tilsammen over 1.000 butikker. De bliver hvert år pløjet igennem, som den nye topchef formulerer det.

- Vi kigger hele tiden på, hvordan den enkelte butik rammer kunden bedst. Hvilket koncept er bedst egnet? Her har vi foreløbigt identificeret 100 butikker, som vil passe bedst til Coop 365, siger Kræn Østergaard Nielsen.

Over den næste årrække skal de 100 butikker udvides. Løbende beslutter Coop, hvilke af butikkerne der skal omdannes til det nye koncept Coop 365.

Coop 365-butikkerne, som lige nu testes i en række byer, er Coops bud på fremtidens lavprissupermarked. Med cirka 3.000 varer i sortimentet er det meningen, at man som kunde skal kunne handle færdigt i butikkerne.

Derudover har Coop 365 flere af Coops egne varemærker – for eksempel Thise og Xtra – og færre mærkevarer fra eksterne leverandører.

Fremtiden for Fakta?

Ifølge Kræn Østergaard Nielsen er det ikke sikkert, at samtlige 100 butikker skal omdannes til Coop 365. Han afviser også, at det nye koncept helt skal erstatte Fakta-kæden.

- Tiden må vise, hvad der giver mening. Fakta står stærkt i mange byer, men der, hvor kæden ikke hidtil er lykkes, er det oplagt at prøve Coop 365-konceptet, siger Kræn Østergaard Nielsen.

Indtil videre tester Coop 15 tidligere Fakta-butikker under det nye koncept. Testperioden kører over de næste fire-fem måneder og skal derefter evalueres.

- Enhver kan lave en flot butik. Men kunden skal også føle, at han eller hun gør en god handel. Vi har ramt mange detaljer rigtigt, men der er helt sikkert også ting, vi kan lære, siger Coop-topchefen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.153