23948sdkhjf

BoConcept henter ung topchef fra smykkekæde

Møbelkoncernen BoConcept har fundet ny topchef hos smykkeselskabet Pandora.

Det fortæller Finans.

Til august tiltræder 37-årige Mikael Kruse Jensen posten som koncernchef hos BoConcept.

Han kommer fra en direktørstilling hos Pandora, hvor han har været ansat gennem 10 år, og siden 2018 haft ansvaret for smykkeselskabets nord- og centraleuropæiske region med base i Hamborg. Mikael Kruse Jensen har en kandidatgrad i finans og regnskab, og har tidligere også i en årrække haft ledende poster hos Pandora i Asien.

– Med Mikael Kruse Jensen får vi en stærk, yngre adm. direktør med stor international erfaring fra detail og franchise samt virksomhedsdrift. For BoConcept er det internationale afgørende, og her kan Mikael komme med erfaringer fra både markeder i Europa samt i Asien, siger bestyrelsesformand Sanna Suvanto-Harsaae til avisen.

Væksten er gået for langsomt
BoConcept har været på direktørjagt siden september 2019, hvor virksomheden tog afsked med Anton van de Putte, der havde bestredet posten gennem to år. Sanna Suvanto-Harsaae lagde i den forbindelse ikke skjul på, at det skyldtes et ønske om hurtigere vækst.

–  Det er udramatisk. Men vi mener, at potentialet i BoConcept er større end den aktuelle vækst. Derfor skal nye værktøjer tages i brug, udtalte hun i den forbindelse til Finans.

Siden er selskabet blevet ledet af COO Peter Raupach Linnet, der midlertidigt har varetaget CEO-posten.

BoConcept, der ejes af ejes af den internationale kapitalfond 3I Group, har 280 butikker i 60 lande og satser udelukkende på salg gennem egen detailkæde. Virksomheden har endnu ikke offentliggjort regnskab for seneste regnskabsår, men kom ud af 2018/19 med en omsætning på 1,3 mia. kr. svarende til en vækst på 3,6 pct.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081