23948sdkhjf

Dansk sanger smidt ud af Illums Bolighus: Direktør beklager

Musikeren Brian Siva, af nogle bedre kendt under kunsternavnet Lord Siva, har i weekenden rettet kritik mod Illums Bolighus via sine profiler på de sociale medier Facebook og Instagram.

Her fortæller han om to oplevelser, han for nyligt har haft i bolighuset på Strøget i indre København. Første oplevelse udspillede sig for to uger siden, og endte med, at en butiksvagt bad ham forlade forretningen.

-  Da vi går derind begynder deres securityvagt at gå efter os rundt i butikken og min ven spørger hvorfor han bliver ved med gå efter os. Han siger ud af det blå vi skal gå ud. Jeg prøver at berolige situationen ved at sige det cool og vi bare skal købe nogle ting også går vi igen men securityvagten vil ikke have vi er i butikken mere og vi bliver bedt om at gå, skriver Brian Siva, der har srilankanske rødder, i sit opslag.

Ifølge opslaget tænkte musikeren ikke videre over situationen, før han vendte tilbage den 13. juni for at købe de ting, han skulle bruge. 

- Securityvagten ser mig på vej ud af butikken og siger “hvad fanden laver du er her du er ikke velkommen i denne butik mere” jeg ber om jeg kan snakke med hans overordnet så vi kan få løst denne misforståelse og hans chef Henrik Ypkendanz kommer ned og siger han har et dejligt personale og de gør deres arbejde rigtigt godt. Føler mig totalt magtesløs og uretfærdigt behandlet. Hvad gør man i sådan en situation?  

Brian Sivas opslag er nu delt på Facebook af mere end 160 mennesker, og også på bolighusets egen Facebook-side har kritiske røster meldt sig. 

Overfor TV2 Lorry har Henrik Ypkendanz beklaget hændelsen.

- Hvis vi har sagt, at han ikke er velkommen i Illums Bolighus, så må jeg kun beklage det. Vi har ikke til hensigt at sige til nogen kunder, at de ikke er velkomne i Illums Bolighus, udtaler Illum-direktøren.

Han bekræfter, at der lørdag opstod en episode mellem Brian Siva og vagten, og at han i den forbindelse tog vagten i forsvar. Han siger videre til TV2 Lorry, at han har det totale ansvar for bolighusets adfærd overfor kunder, og påpeger desuden, at den pågældende vagt netop har fejret 10-års jubiæum i forretningen, og der ikke tidligere har været episoder, der har givet anledning til bekymring.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084