23948sdkhjf

S om danskere i grænsebutikker: Ikke nødvendigt med karantæne

Tyskland har åbnet grænsen mod Danmark tidligere end planlagt, og danskere er begyndt at krydse grænsen.

De danskere, som i weekenden kører en tur over den tyske grænse for at handle billige øl og sodavand i en af grænsebutikkerne, behøver ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, ikke gå i 14 dages karantæne. 

Det er ellers de danske myndigheders anbefaling frem til på mandag, hvor Danmark selv åbner grænsen til Tyskland og lemper rejsevejledningen.

- Jeg tænker ikke, at man behøver at gå i karantæne, men man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, siger Jeppe Bruus. 

Fredag åbnede Tyskland ganske overraskende sin grænse til Danmark tre dage før planlagt. Det har allerede fået flere danskere til at køre over grænsen. 

Et flertal i Folketinget vil ifølge TV2 have anbefalingen om karantæne droppet med øjeblikkelig virkning. 

Men anbefalingen bliver fastholdt frem til på mandag, slår Jeppe Bruus fast. 

- På nuværende tidspunkt holder vi fast i den plan, vi har. Men når nu vi ændrer vejledningerne på mandag, så er det ikke sådan, at jeg mener, at man bliver nødt til at gå i 14 dages karantæne, fordi man tager til Fleggaard i dag, siger han.

Spørgsmål: Så vi har i øjeblikket nogle anbefalinger, man ikke rigtig behøver at følge?

- Vi skal lige huske, at situationen har ændret sig, fordi Tyskland har åbnet før tid. Det er det, der har ændret sig, siger Jeppe Bruus. 

Tyskere må først fra mandag besøge Danmark. Men her i weekenden oplever politiet, at tyskere forsøger at komme over grænsen. 

- Vi oplever tættere trafik ved den dansk-tyske grænse nu. En del tyske statsborgere søger allerede nu mod Danmark, men indrejsereglerne bliver først lempet fra mandag, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter lørdag eftermiddag. 

Jeppe Bruus medgiver, at det er en "spøjs situation". 

- Vi havde jo planlagt, at det skulle være på mandag, så der var en samtidighed i det. Jeg ved ikke, hvorfor tyskerne har åbnet før tid, men det er klart, at det skaber en lidt spøjs situation de her dage. Det må vi alle sammen håndtere med sund fornuft, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111