23948sdkhjf

Konkurs: Arnold Busck lukker alle butikker

Artiklen er opdateret 14:54: Afsnit ni og nedefter er enten omskrevet eller nye med flere detaljer, blandt andet efter snak med kurator.

Boghandlerkæden Arnold Busck lukker alle sine butikker og indgiver en konkursbegæring.

Det oplyser Arnold Busck i en pressemeddelelse.

- Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. Covid-19-nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende.

- Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt, skriver virksomheden.

Kædens butikker har været lukket ned helt eller delvist siden midten af marts, og medarbejdere har været hjemsendt.

Selv om strøgbutikkerne igen er åbnet ved indgåelse af frivillige aftaler om arbejdstider med loyale medarbejdere, har det ikke været nok til at redde boghandlerkæden, lyder det.

Siden midten har marts har storcentre været pålagt at lukke ned, mens der ikke har været et forbud mod butikker uden for storcentrene.

Arnold Busck har kunnet søge hjælpepakker, men det har altså ikke været nok for boghandlerkæden.

Allerede før coronakrisen var der knas med økonomien hos Arnold Busck.

I det senest aflagte årsregnskab havde kæden et underskud på 14,3 millioner kroner. Samtidig bar selskabet rundt på en gæld på 62,9 millioner kroner.

Det store underskud skyldtes især implementeringen af et nyt it-system, som på en række centrale områder voldte Arnold Busck problemer.

Problemerne og underskuddet gjorde også et indhug i selskabets egenkapital, der for et års tid siden udgjorde 27,8 millioner kroner. Af likvider - eller rede penge - havde Arnold Busck på daværende tidspunkt 1,1 millioner kroner.

Afviklingen af konkursboet vil blive varetaget af advokat Peter Wedel Ranch Krarup fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

Ifølge advokaten bliver der nu igangsat et arbejde med at finde interesserede købere til de værdier, som Arnold Busck efterlader sig. Det drejer sig blandt andet om kædens varelager og butikslokalerne.

Endnu har der ikke været konkret interesse for nogle af de efterladte værdier, fortæller advokaten.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125