23948sdkhjf

Danish Crown forærer 100.000 måltider væk

På trods af smitterisikoen arbejder frivillige i de danske hjælpeorganisationer ufortrødent videre for at hjælpe de mest udsatte i Danmark. Det arbejde bakker Danish Crown nu op om ved at donere 100.000 måltider til fire sociale organisationer, fortæller Kirkens Korshær i en pressemeddelelse.

Kirkens Korshær er en af de fire hjælpeorganisationer - de tre andre er Blå Kors, Frelsens Hær og KFUM's Sociale Arbejde.

- Vi er meget taknemmelige. Det er en virkelig flot donation, som helt bestemt kan mærkes både på bundlinjen og hos de udsatte, som får direkte gavn af gaven. Det har stor betydning, hver gang private virksomheder er med til at tage et socialt ansvar, som Danish Crown gør her. Når vi skal bruge færre penge på mad, kan vi bruge flere penge på andre indsatser, siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

FødevareBanken har påtaget sig opgaven med at håndtere og fordele de 100.000 måltider til varmestuer og organisationernes lokale afdelinger over hele landet.

- For os i FødevareBanken er det en stor glæde, at Danish Crown stiller op med hjælp til socialt udsatte i Danmark. 100.000 måltider er meget, så det vil række langt ude på væresteder, sociale caféer og nødherberger over hele landet, hvor vores frivillige leverer mad. Vi har kapacitet til at håndtere fødevarer i store mængder og med kort varsel, og derfor hilser vi det velkomment, når fødevareproducenter henvender sig til os med ekstra hjælp i disse uger, siger Karen-Inger Thorsen, direktør i FødevareBanken.

Mike Sauerberg, der er landedirektør i Danish Crown Foods, nævner i pressemeddelelsen, at alle i Danish Crown er engagerede i at bidrage til at sikre, at den igangværende sundhedskrise ikke udvikler sig til en fødevarekrise.

- Det gælder lige fra landmanden og slagteriarbejderen til medarbejderne på vores fabrikker og kontorer, og med de fire hjælpeorganisationer og Fødevarebankens indsats er det muligt for os at gøre noget for nogle af mest udsatte borgere i Danmark, siger han.

Danish Crown Foods står bag blandt andet Tulip, Gøl, Steff Houlberg, Mou og Den Grønne Slagter.

Det bliver op til hjælpeorganisationerne selv at vælge de produkter og færdigretter, de vil bruge i deres arbejde. Det kan eksempelvis være Steff Houlberg-pølser, Mou-supper og færdigretter som boller i karry og gule ærter.

Ud over de 100.000 måltider donerer Danish Crowns webshop, dyrbar.dk, yderligere et måltid til hver af de fire hjælpeorganisationer for hver ordre, der tikker ind i april.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

3.431