23948sdkhjf

Utilstrækkelig beskyttelse af madras kostede virksomhed fra Løvens Hule dyrt

Hun fik idéen på en parkeringsplads i Valby.

Der manglede helt enkelt en legemadras på markedet for børneinteriør, der både var funktionel og samtidig visuel smuk.

Mette Neerup Mariager er iværksætter og startede i 2015 virksomheden That's Mine, som netop har præsenteret sine produkter og virksomhed i Løvens Hule.

That's Mine står blandt andet bag designet af legemadrasserne Piece of Heaven og Softshell, men den gode designidé bag disse viste sig dog efter kort tid at blive udfordret af et lignende designprodukt på markedet, fortæller Patent og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse. 

I august 2017 blev That's Mine gjort opmærksom på, at der på en hjemmeside blev solgt en legemadras med navnet Flower fra designvirksomheden Misioo, der til forveksling ligner That's Mine's legemadrasser.

Det blev starten på en krænkelsessag i Sø- og Handelsretten, da That's Mine allerede i januar 2017 ved offentliggørelsen af designet på legemadrassen registrerede designet som et såkaldt uregistreret EU-design.

Registreringen viste sig imidlertid ikke at holde i Sø- og Handelsretten, selvom der var tale om store produktligheder.

That's Mine valgte først at designbeskytte sine designs som registreret design efter, at virksomheden var blevet gjort opmærksom på de lignende produkter. Sø- og Handelsretten vurderede derfor, at det var de uregistrerede designs, der skulle tages stilling til i sagen.

- Det er sådan, at du opnår beskyttelse som uregistreret design, så snart du offentliggør designet af dit produkt, men beskyttelsen af såkaldte uregistreret designs er smallere end beskyttelsen af et registreret design. Den sikreste beskyttelse af dit design opnår du ved at registrere det, så snart du har dit design, siger Hannah Holm Olsen, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kan koste på bundlinjen
Det kan koste en virksomhed dyrt, hvis designet ikke er registreret.

That's Mine begyndte i januar 2017 at sælge sine legemadrasser, men den tidlige konkurrence fra legemadrassen Flower påvirkede ifølge domskriftet forretningen i en sådan grad, at omsætningen faldt kraftig.

I dag sælger That's Mine stadig få madrasser. Med flere investorer om bord - senest Jacob Risgaard fra Løvens Hule - arbejder That's Mine for igen at styrke forretningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1