23948sdkhjf

Kæmpe bolighus åbner i Aalborg

Snart kan aalborgenserne gå ombord i flere etager med møbler, inspiration og på sigt en café, når Bolighuset BoShop snart slår dørene op i det tidligere Kalejdoskop på Østerågade.

Indretningen er ved at tage form, lamper, skabe og sofaer står side om side med stole og borde i de forskellige områder, du finder på de knap 1700 kvadratmeter. Her er det romantiske boheme-hjørne, et område med fokus på nordisk design, art deco-hotelstil- og meget mere.

– Vores varemærke er kvalitetsmøbler, som du ikke finder andre steder. De skal skille sig ud, siger Christopher Eis, der også står bag BoShop i Risskov, som han åbnede for 12 år siden.

Stor og bynær
– Vi har en målsætning om, at omkring 80 procent af de møbler, vi sælger, ikke skal kunne købes andre steder herhjemme. Vi har selvfølgelig danske designs, men rigtig meget af det, hvor vi er eneforhandler, finder vi i udlandet.

Han har længe været på udkig efter bolighus nummer to, og at valget faldt på Aalborg, skyldes blandt andet, at "det er sjældent at finde så stor en forretning i et bynært område". Christopher Eis har store forventninger til placeringen i Aalborg.

– Vi ligger bynært her, og der er meget trafik i området. Dertil kommer, at der er planer om hele tiden at udvikle området ned mod fjorden. Det er et fedt sted, her er masser af puls, siger han.

– Her er sket meget se senere år, Aalborg er blevet mere storby uden at miste hyggen.

Både nyt og gammelt
Christopher Eis fremhæver, at BoShop også skal være et oplevelseshus; et hus hvor man bliver inspireret - og kan hygge sig.

– Derfor har vi planer om at åbne en café, men vi har endnu ikke fundet en samarbejdspartner, der kan stå for den, siger Christopher Eis.

– Ofte har man brug for lige at lade indtrykkene bundfælde sig, og man skal måske også lige tale om det over en kop kaffe.

Caféen er nytænkning i forhold til den knap så store BoShop ved Aarhus. Det samme er en afdeling med unikamøbler.

– Vi tager rundt og finder forskellige antikviteter, hvor vi så kun har det ene møbel i forretningen. Det passer godt med trenden i tiden, at man gerne vil eje noget, der er specielt, siger Christopher Eis.

Fremover vil han selv være at finde i forretningen i Aalborg, hvor der er lavet et samarbejde med Galleri Wolfsen om at hænge kunst på væggene. Det er også planen, at der med tiden bliver events som eksempelvis intimkoncerter og modeshow.

– Jeg håber, at kunderne tager godt imod BoShop, siger Christopher Eis.

BoShop Aalborg på Østerågade 27 åbner med en række tilbud lørdag 1. februar klokken 10

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109