23948sdkhjf

180 danskere syge efter at have spist franske østers

Mange danskere og andre europæere har været ramt af maveonde efter at have spist østers fra Frankrig.

Mindst 180 danskere er blevet syge, efter at de har spist franske østers omkring nytår.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

- 2020 var ikke mange dage gammelt, før vi i Danmark kunne konstatere en række alvorlige mavetilfælde med det til fælles, at patienterne havde spist franske østers omkring nytår, siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, til styrelsens hjemmeside.

Fødevarestyrelsen har siden starten af januar modtaget flere enslydende meldinger fra fødevaremyndigheder rundt om i Europa.

Franske myndigheder vurderer ifølge styrelsen, at årsagen kan være overløb af spildevand til østersbanker langs den franske kyst mod Atlanterhavet.

Myndighederne i Frankrig har således konstateret såkaldt norovirus i østers flere steder langs Frankrigs kystlinje.

I Danmark er de franske østers solgt hos blandt andet fiskehandlere, i supermarkeder og på restauranter.

Fødevarestyrelsen har orienteret de danske importører af østers om, at de skal undgå østers fra de pågældende områder i Frankrig.

Forventningen er, at de østers, der nu er på markedet, ikke er fra disse områder.

Det maveonde, der har ramt danskere og andre europæiske borgere, kan ifølge Fødevarestyrelsen være norovirus eller roskildesyge, som er forbundet med opkast og diarré.

Hvis man er blevet ramt, bør man blive hjemme, så man ikke smitter andre, lyder rådet.

Desuden skal man være omhyggelig med den personlige hygiejne og undgå fysisk berøring med andre, da virus let kan smitte.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078