23948sdkhjf

Alibaba sætter salgsrekord på singledag

Singledagen er vokset til en stor forbrugsfest, og for Alibaba har det også i år givet en masse aktivitet.

Den såkaldte singledag har mandag givet en masse aktivitet for Alibaba, der er et af verdens største e-handelsselskaber.

Ifølge erhvervsmediet Bloomberg News har det kinesiske selskab solgt for mere end 38 milliarder dollar eller 257 milliarder kroner i løbet af de 24 timer, hvor singledag fandt sted i Kina.

Dermed har salget overgået den hidtidige rekord fra i fjor. Her solgte Alibaba for lidt over 200 milliarder kroner.

Det anslås desuden, at omkring en halv milliard kunder fra hele verden har besøgt Alibabas hjemmesider i løbet af dette års singledag.

Det er uklart, hvordan singledagen opstod. Men en fortælling siger, at det var fire unge singlefyre på universitet i kinesiske Nanjing, der fandt på at benytte datoen 11.11 til at fejre, at de var enlige. Derfra skal idéen have bredt sig.

Herhjemme er dagen blevet mere og mere udbredt de seneste år, og mandag har danske forbrugere også kunnet finde massevis af tilbud i butikkerne og på diverse hjemmesider.

Frem mod dette års singledag vurderede Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør for handel hos Dansk Erhverv, at der er gode muligheder for, at singledag bliver mere udbredt i Danmark.

- Potentialet er vel i virkeligheden i nogenlunde samme størrelse som black friday.

- Danskerne er rigtigt glade for tilbudsjagt, og både black friday og singledag er karakteriseret ved, at der kommer en række gode tilbud, som forbrugerne så går ud og bruger tid på at jagte.

- Så på den måde passer det rigtig godt til danskernes tilbudskultur, sagde Henrik Hyltoft tidligere mandag til Ritzau.

Alibaba holdt sit første store singledag-udsalg for præcis ti år siden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089