23948sdkhjf

Forbrugerråd: Let at falde i falske webbutikkers fælde

Mange webbutikker er falske, og derfor skal forbrugerne være varsomme på nettet, mener Forbrugerrådet Tænk.

Certificeringsordningen e-mærket har politianmeldt 150.000 webbutikker, som menes at snyde forbrugerne. Og det er endnu et eksempel på, hvorfor det er vigtigt at have eftertanken med sig, når man handler på nettet.

Det mener Forbrugerrådet Tænk.

- Det er et skræmmende højt tal. Og jeg synes, at det er et tegn, der viser, at når vi handler på nettet, så skal vi være opmærksomme. 150.000 er rigtig mange, så det er let at falde i fælden, siger Ulla Malling, chef for projektet "Danskernes Digitale Selvforsvar" hos Forbrugerrådet Tænk.

Sidste år anmeldte e-mærket 10.000 tilsvarende sider. Men stigningen i antallet af anmeldte sider overrasker ikke Ulla Malling.

Forbrugerrådet modtager op mod 800 tips om måneden om digital svindel fra forbrugere, som møder det i deres hverdag.

- Det er en bekymrende udvikling. Men jeg synes ikke, at det er overraskende.

- Når man kigger på, hvad der ligger af netbutikker, kigger vi jo nærmest på et uendeligt hav. Og en stor del af dem er naturligt nok - desværre - ikke altid lige gode, siger Ulla Malling.

Ifølge e-mærket kan de flere anmeldte sider blandt andet forklares med, at it-kriminalitet er i vækst, og at e-mærket er blevet bedre til at opdage svindlen.

To ud af tre af siderne, der er politianmeldt, markedsfører sig på dansk eller tilbyder at handle i danske kroner.

Fælles for siderne er, at de alle sammen er registreret på udenlandske domæner, som ender på blandt andet ".com" eller ".net".

Det er Bagmandspolitiet, som skal efterforske de politianmeldte webbutikker, men det er besværligt arbejde, fordi alle butikkerne bliver styret af udenlandske bagmænd.

Derfor kan det have lange udsigter, før siderne bliver lukket.

Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Industri bliver de it-kriminelle stadig dygtigere, hvorfor det er afgørende at være opmærksom på nye former for svindel online.

- Det er et vigtigt arbejde e-mærket gør med at identificere fupsider.

- Ud over at snyde forbrugerne bidrager fuphjemmesiderne også til at skævvride konkurrence og til at ødelægge tilliden til e-handel, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst.

Sammen med TrygFonden har e-mærket udviklet redskabet Sikker Shopping, som er en browserudvidelse til Google Chrome.

Den viser små advarsler, når man havner på sider, som e-mærket mistænker for at være falske.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157