23948sdkhjf

Billigere ferierejser holder de danske forbrugerpriser nede

Forbrugerpriserne faldt en anelse i maj. Danmark er blandt de lande i EU, hvor priserne stiger mindst.

De danske forbrugerpriser faldt en lille smule i maj, hvor billigere ferierejser og elektricitet trak ned.

Helt præcist dykkede forbrugerpriserne 0,1 procent i maj sammenlignet med april. Det viser tal fra Danmarks Statistik. 

Hos Nykredit vurderer cheføkonom Tore Stramer, at påsken kan have spillet ind på udviklingen. 

Påsken faldt i år i april, og det kan have sendt priserne på fly- og charterrejser op i den måned, hvor mange tager på ferie, hvorefter de er faldet igen i maj.

Han kalder det positivt, at forbrugerpriserne ikke rykker sig markant, da det giver forbrugerne flere penge mellem hænderne. 

En gennemsnitsfamilie får ifølge Tore Stramer 16.500 kroner i ekstra købekraft om året, fordi lønningerne i år gennemsnit ventes at stige mere end priserne. 

- Danskernes privatøkonomi må da siges at være bomstærk i øjeblikket. 

- Ud over at danskernes realindkomst stiger pænt, så er renterne historisk lave, og såvel boligpriserne som beskæftigelsen stiger i størstedelen af landet, skriver Tore Stramer i en kommentar. 

Forbrugerpriserne - der også går under navnet inflation - dækker over udviklingen i priserne på varer og tjenester. 

For et lands økonomi er det vigtigt med en lille smule inflation for at holde gang i forbruget.

Når man ser udviklingen over det seneste år, er forbrugerpriserne steget med 0,7 procent. Det er blandt de laveste i EU. 

Over det seneste år trækker priser på husleje, restauranter og legetøj mest op, mens tøj, computere og elektricitet går i den anden retning med faldende priser. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094