23948sdkhjf

Nyt kæmpeminus hos Kohberg

Ny direktør har langt op til sorte tal
Da René Normann Christensen i marts begyndte som ny direktør hos den underskudsgivende brødkoncern Kohberg, lovede han sorte tal på bundlinjen i løbet af to år.

Nu kan han konstatere, at der er lang vej op: Af Kohbergs helt nye regnskab for 2018 fremgår det, at koncernen sidste år havde et underskud på godt 26 millioner kroner. Tallet oplyser Kohberg selv i en pressemeddelelse.

Så sent som i maj sidste år var René Normann Christensens forgænger som Kohberg-direktør, Peder Christensen, ellers sikker på, at brødvirksomheden var godt i gang med at vende minut til plus. Han sagde dengang til Food Supply, at han regnede med et 2018-resultat lige omkring nul og helt sikkert overskud i 2019.

I stedet kom Kohberg sidste år næsten tilbage på det nedslående resultat fra 2016, da der var et underskud på 28,7 millioner. i 2017 gik det det en hel del bedre, og året endte med et minus på efter skat på 5,7 millioner kroner.

Ifølge pressemeddelelsen fra Kohberg skyldes nedgangen i 2018 "en kraftig konkurrencesituation, stigende råvarepriser og prisudviklingen i produktionsomkostningerne".

- Vi ser fortsat, at hele brødbranchen generelt har stigende udfordringer med et vigende marked for frisk indpakket brød. Samtidig oplever vi, at supermarkedskæderne fokuserer på egne brands, ligesom der er indikationer på, at der sælges flere varer til en lavere pris, siger René Normann Christensen.

Underskuddet på cirka 26 millioner er skabt ud af en samlet omsætning på næsten 950 millioner kroner. Omsætningen er således faldet med omkring 25 millioner i forhold til året før.

- Lys forude
Kohberg har for nylig besluttet at udlicitere detailsalgsstyrken til et eksternt firma, og det er blot ét af de større effektiviseringstiltag, som det sønderjyske bageri har sat i søen i 2018 og 2019 - og som virksomheden forventer at se den fulde effekt af i løbet af de kommende to-tre år.

- Når vi udliciterer vores detailsalgsstyrke, så er det i bund og grund ikke med vores gode vilje. For netop vores salgskonsulenter har jo traditionelt været dem, der passede og plejede Kohberg-brandet ude i butikkerne og sikrede, at vores brød fik de placeringer, de fortjente, og var omgivet af de rigtige aktiviteter. Erkendelsen er imidlertid, at i dag foregår forhandlinger om priser, placeringer, aktiviteter med videre inde på kædekontorerne, og derfor er salgskonsulenternes råderum blevet indskrænket, så det ikke længere er lønsomt for os selv at drive salgsstyrken, siger René Normann Christensen.

Han nævner også, at der trods alt er positive ting i årets regnskab er: Kohberg har nedbragt den rentebærende gæld med 16,9 millioner, og selskabets EBITDA-indtjening har været positiv med 11,8 millioner kroner.

Tern skal øge markedsandele
I forlængelse af en ny brandstrategi lancerede Kohberg i begyndelsen af 2019 en ny designlinje, der samler brødet i ternet design ude i butikkerne. Dermed har Kohberg med egne ord "skabt et fælles Kohberg-brand og gjort det nemt for forbrugerne at finde klassikere som Herkules og Proteinbrød". Designet har en klar reference til bageriets mere end 80 bagere - og deres bagerbukser.

- Ved at bruge de sort/hvide bagertern ønskede vi, at vores brød skulle opnå stor genkendelighed i butikkerne. Vi har netop gennemført en analyse, der viser, at forbrugerne har taget godt imod det nye design, og at netop budskabet om det gode håndværk er modtaget, konstaterer René Normann Christensen.

- Trods mange nye tiltag hos Kohberg i det seneste år er det fortsat nødvendigt at øge lønsomheden på vores bagerier og produkter, hvilket vi arbejder videre med i den nærmeste fremtid, tilføjer han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109