23948sdkhjf

Flere pakker med kopivarer bliver fanget i tolden

Mens køb af kopivarer er stigende, fanger Toldstyrelsen også et stigende antal af de tvivlsomme pakker.

Pakker med ulovlige ure, kopi-computere og mistænkelig billig makeup rammer hver dag Danmarks grænser. 

Mens køb af kopivarer er stigende, fanger Toldstyrelsen også et stigende antal af de tvivlsomme pakker.

De seneste fem år er antallet af sager med kopivarer i Toldstyrelsen steget fra cirka 1500 sager i 2014 til 2500 sager i 2018. Det svarer til en stigning på omkring 65 procent, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

- Det skyldes en kombination af, at flere køber kopivarer, og at vi (i Toldstyrelsen, red.) sætter målrettet ind, siger Preben Buchholtz Hansen, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Ifølge ham kommer der 45.000 til 50.000 pakker ind om dagen, hvoraf langt de fleste er legitime, mens et fåtal er ulovlige, hvilket Toldstyrelsen tjekker.

- Vi tjekker ud fra stikprøver og ud fra risici, som for eksempel at pakken er fra et land, der ikke er med i EU, siger Preben Buchholtz Hansen.

Kopivarer finder ofte vej til Danmark enten gennem privates internethandel eller i større partier, der kommer ind med den erhvervsmæssige import, til salg på for eksempel markeder, fortæller Preben Buchholtz Hansen.

- Det er ikke ulovligt at købe kopivarer på nettet til privat brug, men man kan risikere, at varerne bliver tilbageholdt, da det er ulovligt for sælgeren at sælge kopivarer.

Konsekvenserne af køb af kopivarer spænder bredt, forklarer kontroldirektøren.

- Køb af kopivarer går ud over rettighedshaverne, der bruger penge på udvikling af produkt. 

- Men det er også spørgsmålet om sin egen sikkerhed. Ved man, hvad der er i parfumen eller tøjet? Eller kan det give allergi?

- Der er også kopi-opladere, hvor det er skrammel, eller der er fare for, at der går ild i dem, siger Preben Buchholtz Hansen.

Han opfordrer til, at forbrugerne bruger deres kritiske sans, når de handler på nettet. 

- Hvis det er for godt til at være sandt, så er det nok for godt til at være sandt, siger Preben Buchholtz Hansen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078