Lidl donerer overskudsmad til Blå Kors
For anden gang donerer Lidl mad til otte af Blå Kors væresteder i påsken – en mere end sidste år - i Hobro, Kolding, Svendborg, Hjørring, Åbenrå, Ishøj, Nykøbing F og Næstved.
Blandt de donerede madvarer vil der blandt andet være frugt og grønt, kød, bake-off og forskellige tørvarer, så der er god mulighed for at trylle i værestedernes køkken, skriver Lidl i en pressemeddelelse.
- Vores daglige samarbejde med Lidl er med til at give vores udsatte brugere noget lækker mad, samtidig med at donationerne er med til at mindske madspild, så samarbejdet har på flere måder stor værdi hver eneste dag. Derudover er det dejligt, at der bliver gjort noget ekstra ud af det ved højtider, såsom jul og påske, så børn, familier og enlige kan mærke, at påsken er noget særligt,siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre.
Hjælp til socialt udsatte danskere
Til dagligt afhenter Blå Kors overskudsmad fra 31 Lidl butikker, hvor der til de ekstra aktiviteter i påsken er tilknyttet otte butikker.
Det nationale partnerskab med Blå Kors Danmark er en del af Lidls CSR-strategi, fortæller CCO i Lidl, Mikko Forsström.
- Vi har ambitiøse mål i Lidl, både i forhold til at mindske madspild, og når det gælder om at tage et samfundsansvar – og det nationale partnerskab med Blå Kors Danmark understøtter i høj grad begge målsætninger, siger han.