Vingård klar med nyt madmarked
Familieforetagendet omfatter også et mikrobryggeri, et destilleri, en gårdbutik og en restaurant - og nu supplerer familien Kulmbach med endnu en fødevareaktivitet: 6. april er der premiere på et markedskoncept med navnet Bondens Bord - et biodynamisk og økologisk marked i samarbejde med vingårdens leverandører og Ribe Camping, hvor markedet efter planen skal holdes hver uge indtil sommerferien.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge Marie Kulmbach fra Vester Vedsted Vingård bliver markedet med deltagelse af næsten alle vingårdens leverandører.
- Vi vil gerne have, at endnu flere ser, hvilke fantastiske produkter, de har. Hos os kan vi kun være det spisested vi er, fordi vi har de leverandører, vi har, og vi håber, at vi på denne måde kan få deres produkter endnu længere ud, siger hun til avisen.
På markedet bliver der blandt andet mel fra Forum, lammekød fra Havervadgård, kylling fra Kongeå Kylling samt "andre lækre varer" fra eksempelvis Økotopen, Danelund, Hedeagergaard, Enghavegård, Marsk Kaffe og Økoværket - alt sammen producenter fra lokalområdet omkring Ribe.
Kokken Søren Gericke er konsulent på Bondens Bord, fortæller JydskeVestkysten.