23948sdkhjf

Netværk smuglede 16 millioner smøger til Danmark

Syv personer er anholdt for at ville indsmugle millioner af kopicigaretter til Danmark fra Polen.

Et internationalt smuglernetværk har forsøgt at indsmugle 16 millioner kopicigaretter fra Polen til Danmark, mener politiet.

Torsdag bliver seks mænd stillet for en dommer i Aarhus med krav om varetægtsfængsling i sagen, fortæller efterforskningsleder Brian Voss Olsen fra Særlig Efterforskning Vest.

- Vi har haft en længerevarende efterforskning i forhold til et internationalt netværk, som vi mistænker for både at have produceret, men også at have indsmuglet store mængder kopicigaretter til Danmark.

Ifølge ham er de mange kopicigaretter blevet distribueret og videresolgt til forskellige aftagere i Danmark.

Sagen er blevet efterforsket i længere tid. Og natten mellem tirsdag og onsdag anholdt politiet i Polen to personer.

- De bliver fundet i besiddelse af tre millioner kopicigaretter, som vi mistænker er på vej til Danmark, fortæller Brian Voss Olsen.

Politiet i Danmark fulgte onsdag formiddag op med anholdelser og ransagninger forskellige steder. Syv blev anholdt, og anklagemyndigheden har vurderet, at seks af dem bør varetægtsfængsles.

Den afgørelse skal træffes af en dommer ved Retten i Aarhus, hvor de seks torsdag formiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør. Her får de mulighed for at forklare og forsvare sig.

Hvad de end måtte sige, forbliver efter alt at dømme hemmeligt indtil videre. Af hensyn til den videre efterforskning af sagen vil anklagemyndigheden nemlig begære retsmødet holdt for lukkede døre. Også det er dog op til dommeren at afgøre.

Brian Voss Olsen oplyser, at de anholdte, der er mellem 42 og 54 år, bliver sigtet for medvirken til indsmugling af ikke under 16 millioner kopicigaretter.

- Og herunder medvirken til, at den danske stat har haft et afgiftstab på 15 til 20 millioner kroner, lyder det fra efterforskningslederen.

Han vil af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på detaljer om det internationale netværk, som menes at stå bag. Men forbindelsen til Polen synes at være central.

- Vi har haft et tæt samarbejde med de polske myndigheden. Og vi har også været nede i Europol og haft et tæt samarbejde med analytikere dernede, siger Brian Voss Olsen.

- Og vi har i hvert fald kunnet se, at der har været et tæt samarbejde mellem mistænkte i Polen og de danskere, vi anholdt i går (onsdag, red.), siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094