Arla overvejer at producere plantedrikke
Koncernen må konstatere, at salget af klassisk mælk er på retur
Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge Arla-topchef Peder Tuborgh falder mælkeforbruget især i Sverige - dér er faldet årligt på seks-syv procent - fordi der er opstået "et ret hårdt miljø" med kritik af den klassiske mælk. Den er under beskydning for ikke at være bæredygtig.
Tendensen er ikke nær så udtalt i Danmark, hvor mælkeforbruget falder med omkring tre procent om året. Samtidig vinder nye, plantebaserede drikke som mandeldrik og havredrik frem - de har nu en markedsandel på omkring fire procent.
- Vi er selvfølgelig nødt til at være forberedt på, at de tendenser, vi ser i Sverige, kan brede sig til andre markeder. Derfor ser vi også på muligheden for at udvikle
plantebaserede drikke, og jeg er sikker på, at vi i Danmark og Sverige vil se et par produkter komme på markedet. Der er dog ikke tale om store strategiske satsninger, siger Peder Tuborgh til Jyllands-Posten.
Også grovvarekoncernen DLG har for nylig luftet planer om at producere nye typer af plantebaserede føde- og drikkevarer.