23948sdkhjf

Apples salgsprognose skuffer og giver aktien et dyk

Aktiefald bringer Apple i fare for at miste titlen som selskabet med en markedsværdi over en billion dollar

Det amerikanske teknologiselskab Apple leverede med 14,1 mia. dollar et bedre resultat på bundlinjen i fjerde kvartal end forventet.

Men antallet af solgte iPhones i perioden skuffede. Og ligeså ligger salgsprognosen for det igangværende første kvartal under forventningerne.

Det har fået aktien til at falde med op mod 5 pct. i eftermarkedet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Apple regner med at levere en omsætning i det igangværende første kvartal af regnskabsåret 2018/2019 mellem 89 og 93 mia. dollar.

Analytikere havde ifølge Reuters på forhånd estimeret en omsætning på 93 mia. dollar.

Salgsprognosen dækker en periode, som byder på flere store shoppingdage omkring Black Friday og julen.

Den lidt skuffende prognose er udtryk for, at Apple ikke har oplevet en stærk efterspørgsel på de tre nye iPhones, som netop er blevet lanceret.

Det drejer sig om modellerne XS, XS Max og XR, som er blevet solgt siden 26. oktober.

Apple var tidligere i år det første børsnoterede selskab nogensinde til at krydse 1 billion dollar i markedsværdi. Men efter torsdagens kursfald er koncernen i fare for at miste sin billion-titel.

Virksomhedens omsætning steg i kvartalet med 20 pct. til 62,90 mia. dollar.

For selv om der er blevet solgt lidt færre iPhones end forventet, så er prisen for modellerne steget. Apple har solgt 46,9 mio. enheder for 32,7 mia. dollar. Ifølge Bloomberg News havde analytikere forventet 48,4 mio. enheder.

Apples topchef, Tim Cook, er dog tilfreds med virksomhedens præstation.

- Vi er begejstrede for endnu et rekordkvartal, der afslutter et fortræffeligt 2018-regnskabsår, året hvor vi leverede vor iOS-enhed nummer 2 milliard, fejrede 10 års jubilæum for App Store og nåede den stærkeste omsætning og indtjening i Apples historie, udtaler han i regnskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078