Kolon i nyt samarbejde med dansk designfirma
Kolon Total Inventar er nu en del af designvirksomheden &traditions nye showroom i Kronprinsessegade i København.
- Vi startede ud med nogle meget spændende dage ved 3 days of design i maj, hvor rigtig mange gæster fra hele verden besøgte det nye showroom, oplyser Anders Mads Bonde Jensen, salgsdirektør i Kolon Total Inventar.
Kolon har lavet et eventkøkken og deres nyåbnede café i eksklusive materialer.
Planen er at Kolon fremadrettet vil benytte showroomet til præsentationer, kundemøder og andre events.
- Med en central placering i København, håber vi på at kunne tiltrække endnu flere kunder, arkitekter og lignende, forklarer Anders Mads Bonde Jensen.
Bliver synlig for et andet marked
Kolon har også udstillet inventar hos møbelbutikken i Unique Room på Amager Strandvej, en interiørbutik med mange specielle brands.
Vejen via showrooms og udstillinger hos andre er et bevidst valg.
- Vi gør det for at blive vist nogle flere steder, og for at komme ind på nogle nye markeder, forklarer Anders Mads Bonde Jensen til Wood Supply og uddyber, at eksempelvis &tradition henvender sig meget til det professionelle marked.
- I begge showrooms viser vi at Kolon er meget andet en skole- og institutions inventar. Luksus snedkerkøkkener og specialinventar til virksomheder og private udfører vi også, siger salgsdirektøren.