23948sdkhjf

Direktør i møbelkæde-fusion: - Vi kan gøre det bedre

Fusion mellem IdeMøbler og Ilva skal sikre mindre kompleksitet

- Vi har ikke leveret de resultater, vi burde.

Sådan lyder meldingen fra IDdesigns direktør, Rami Jensen, der er manden bag en ny fusion mellem IdeMøbler og Ilva, som begge er en del af Lars Larsen Group.

Baggrunden for udmeldingen er flere år med dårlige resultater på bundlinjen hos IDdesign, hvilket nu har ført til fusion mellem de to møbelkæder

Men selvom fusionen skyldes røde tal, er den meget mere end blot en sparerunde. Det mener Rami Jensen:

- Jeg tror på, at fusionen kommer til at gøre en positiv forskel. Indtil nu har vi gjort nogle af de samme ting på tværs af to brands, så den kompleksitet vi har haft indtil nu, har ikke altid været konstruktiv. Fremover kan vi nemmere arbejde sammen for et fælles, godt resultat, siger han til Wood Supply.

Mindre kompleksitet
Fremover får IdeMøbler og Ilva-kæderne samme bagland i form af sammenlægning af blandt andre marketing, koncept og butiksdrift, hvor de to kæder indtil nu har haft hver deres dedikerede afdeling på IDdesigns hovedkontor i Sabro.

Det betyder, at arbejdet på hovedkontoret bliver mere simpelt og sikrer, at det samme arbejde ikke sker to gange til de to forskellige brands.

Men fusionen kommer ifølge Rami Jensen også leverandørerne til gode. 

Med fusionen følger nemlig også et fælles varesortiment i de fremtidige Ilva- og IdeMøbler-butikker, der kan gøre dele af leverandørernes opgaver lettere. Det betyder også ændringer for kunderne, der fremover finder ens varesortiment under to forskellige butiksnavne - i Ilva-butikkerne, der fysisk er større, vil der blot være en større udstilling end i de mindre IdeMøbler-forretninger.

- Alle de bagvedliggende funktioner lægges sammen. Vi tror på, at vi dermed kan frigive mere energi til at fokusere på at gøre det bedre, siger Rami Jensen.

- Vi kan ikke spare os til overskud
Selvom Rami Jensen mener, at omlægningen skal sikre mindre kompleksitet, står han også ved, at fusionen er en måde at spare penge på:

- Selvfølgelig sparer vi nogle penge på omlægningen, men vi kan ikke spare os til succes og overskud, siger han og hefter sig ved, at gode økonomiske resultater fremadrettet skal ske ved netop at fokusere indsatsen på ikke at lave unødigt dobbeltarbejde men sammen finde de gode løsninger. 

Overgangen til fusionen er allerede så småt i gang. TV-reklamer for Ilva og IdeMøbler sker allerede under ét, og fra uge 43 vil den almindelige dansker opleve, at kæderne har én fælles tilbudsavis.

I forbindelse med fusionen mister 47 medarbejdere deres job, men Rami Jensen vil ikke udtale sig om, hvor mange af medarbejderne, der kan se frem til et nyt job et andet sted i koncernen og hvor mange, der må vinke farvel til deres job hos møbelkæderne. Han håber dog på, at en del af medarbejderne bliver i koncernen i nye stillinger - muligvis andre steder i landet end der, hvor de arbejder nu.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103