23948sdkhjf

Historisk stort udbud af butikslokaler i region hovedstaden

Trods opsvinget har hovedstadsområdet ikke haft flere udbudte butikslokaler i 16 år.

Trods opsvinget har hovedstadsområdet ikke haft flere udbudte butikslokaler i 16 år – og på landsplan er udbuddet det højeste i tre år, viser tal fra Ejendomstorvet.dk, der formidler leje og salg af erhvervsejendomme.

Højkonjunktur, nethandel og benhård konkurrence er nogle af forklaringerne.

Det økonomiske opsving har bidt sig fast, beskæftigelsen er rekordhøj, og antallet af udbudte kontorer samt lager- og produktionslokaler er det laveste i otte-ti år.

Alligevel er der sket en stigning i andelen af udbudte butikslokaler de seneste kvartaler, ikke mindst i Region Hovedstaden, som også omfatter Københavns omegn og Nordsjælland.

Det viser tallene i det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet af Dansk Ejendomsmæglerforening i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark, som repræsenterer ejere, udlejere og administratorer af ejendomme.

- På landsplan er 6,2 procent af butikslokalerne udbudt lige nu, og det er den højeste andel i tre år. Tallet er endda kun en anelse lavere end fra 2012-15, da allerflest butikslokaler var udbudt. Udviklingen har været mest udtalt i Region Hovedstaden med lidt over en fjerdedel af samtlige butikskvadratmeter i landet: Her er 4,8 procent af arealerne udbudt i øjeblikket, og det er faktisk det højeste, vi har kunnet registrere i regionen i 16 år, vi har data fra, siger Mette B. Dehn, presseansvarlig for Ejendomtorvet.dk.

Trods den seneste stigning har hovedstadsregionen dog fortsat den laveste andel udbudte butikslokaler blandt de fem regioner.

Før finanskrisen satte ind i slutningen af 2007 og 2008, var udbuddet af butikslokaler gennem flere år stabilt på knap to procent – og i Region Hovedstaden på omkring en procent.

- Stigningen i udbuddet af butikslokaler hænger blandt andet sammen med højkonjunkturen, som har betydet, at der er kommet flere nybyggede og nyudviklede ejendomme på markedet. I København by og Københavns omegn er omkring 11 procent af de udbudte således nybyggeri. Det afspejler, at mange tør bygge nyt på grund af de gode tider, siger Mikael Hartmann, bestyrelsesmedlem i Dansk Ejendomsmæglerforening og formand for erhvervsudvalget.

Han peger også på, at den hårde konkurrence på dagligvarer har betydet, at flere supermarkedskæder senest har lukket en del afdelinger, og at mange af disse lokaler er udbudt i øjeblikket.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079