23948sdkhjf

Købmænds tobaksforslag møder bred opbakning

Kræftens Bekæmpelse og flere partier er positivt indstillet over for De Samvirkende Købmænds tobaksforslag.

Ansvarlige, indsigtsfulde og perspektivrige. 

Superlativerne er mange, når den administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, skal beskrive de nye forslag til et nationalt tobaksforlig.

- De er gode, fordi de tager afsæt i det vigtigste problem - nemlig at alt for mange dør af tobak, mens for mange børn og unge begynder at ryge.

- De Samvirkende Købmænd fremlægger forslagene med indsigt i, hvad man kan og ikke kan gøre inden for de lovmæssige rammer, så hele pakken demonstrerer indsigt og balance, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Købmændenes brancheorganisation, De Samvirkende Købmænd (DSK), har onsdag fremlagt 12 konkrete forslag, der opfordrer politikerne til et nationalt tobaksforlig.

DSK foreslår blandt andet, at tobak skal gemmes væk under disken, og at der skal være bedre kontrol med salget af tobak, så der er konsekvenser ved gentagne lovovertrædelser fra butikker og kiosker. 

Det kan for eksempel være, når der sælges tobak til unge under 18.

Forslagene er både kort- og langsigtede ifølge Leif Vestergaard Pedersen.

- Vi skal ikke vente 50 år på resultaterne. Nogle af resultaterne vil vi se inden for et år. De mere langsigtede effekter på kræftområdet vil ses efter en årrække.

- Der vil være umiddelbar gevinst ved de her forslag. Det viser alle internationale undersøgelser, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Forslagene møder også opbakning fra flere politiske partier, der er glade for, at købmændene kommer på banen i debatten.

- Jeg vil gerne kvittere for, at købmændene melder aktivt ind og signalerer, at de er klar til at tage deres del af det samfundsmæssige ansvar, siger Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann.

Alternativets sundhedsordfører, Pernille Schnoor, er også positiv.

- Det er et virkelig positivt skridt og tiltag. Jeg håber, at det vil medvirke til at skubbe de politiske partier i den rigtige retning, siger hun.

Forslagene møder ligeledes opbakning fra Radikales sundhedsordfører, Marlene Borst Hansen. Den foreslåede prisstigning på en merpris på tobak i forhold til Tyskland på cirka 3,50 kroner per pakke bør dog være højere.

- Hvis en prisstigning skal have en effekt, så skal den kunne mærkes. Derfor er den nødt til at være markant, siger hun.

Kræftens Bekæmpelse foretrækker ligeledes en større prisstigning.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093