23948sdkhjf

Data fra TDC's mobilnetværk kortlægger Aarhus-turisters færden

Samarbejde mellem TDC og VisitAarhus er formentlig bare starten på salg af big data fra mobilnetværk.
For en turistorganisation er det værdifuldt at vide, hvordan turister bevæger sig rundt i en by. Hvor de kommer fra, hvilke steder de besøger, og hvor turen siden går hen.

De oplysninger findes i TDC's mobilnetværk, og derfor arbejder selskabet sammen med VisitAarhus i et nyt projekt.

- Formålet er at se på, hvordan man kan målrette byens tilbud til turister, siger koncerndirektør Marina Lønning, TDC Erhverv.

- Hvordan man kan skabe nye partnerskaber sammen med andre landsdele og give en bedre oplevelse til turisterne og samtidig skabe arbejdspladser og værdi for de handlende i byen, tilføjer hun.

Ved at kigge på statistikkerne har VisitAarhus konkret kunnet se, at byen deler turister med Djursland og Søhøjlandet, men også destinationer på den jyske vestkyst.

Og de oplysninger kan bruges til mere målrettet markedsføring, siger Peer H. Kristensen, direktør i VisitAarhus.

- Vi har allerede talt med vores kolleger i andre kommuner og i regionen om, hvordan vi kan drage nytte af den nye viden, så vi kan lave samlede pakker i produkter og markedsføring, siger han.

Det kan for eksempel være pakker, der kombinerer Fregatten Jylland eller Moesgaard Museum med overnatning i Søhøjlandet, lyder det.

Finans.dk har tidligere beskrevet, at salg af data i form af kundernes bevægelsesmønstre står til at blive et vigtigt forretningsområde for de store teleselskaber i fremtiden.

Selskaberne i Danmark er pressede af hård konkurrence på mobilmarkedet og ser sig om efter andre indtjeningsmuligheder.

TDC Group er allerede i dialog med flere andre kommuner om lignende projekter, fortæller koncerndirektøren. Hun vil dog ikke gå i detaljer med indholdet.

Men som mobilbrugere kan vi godt vænne os til, at data om vores bevægelsesmønstre kommer til at spille en større rolle i forhold til at at målrette markedsføring i fremtiden.

- Det er helt klart et rigtig spændende område, og det kommer helt klart til at fylde noget for os i fremtiden, siger Marina Lønning.

Hun ser for eksempel muligheder i sælge data til detailhandlen eller til brug for trafikplanlægning.

Som bruger af en mobiltelefon kan man dog være sikker på, at data om ens gøren og laden i bybilledet ikke kan spores tilbage til ens telefonnummer, forsikrer Marina Lønning.

- Det kan man være 110 procent sikker på. Det er irreversibelt og anonymiseret netværksdata, og der er ingen persondata i statistikken.

- Det fungerer, som hvis man tæller biler, der kører på vejene. Eller at man med en lagerstatistik kan se, hvor meget mælk der bliver solgt i den enkelte butik.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062