Detailhandlen nyder godt af stigende forbrugeroptimisme
Detailhandlen holdt niveau i december i forhold til de flotte novembertal. Forbrugertillid stiger fortsat.
Tak fra Danmarks Statistik viser, at detailomsætningen godt nok faldt med 0,3 procent i december sammenlignet med november, når man korrigerer for sæson og prisindeks.
November var en stor handelsmåned, ikke mindst takket være black friday, der satte ny omsætningsrekord. Derfor steg detailomsætningen i måneden også med 1,3 procent.
Alligevel er decemberhandlen på det højeste niveau i mange år - og noget tyder på, at udviklingen fortsætter. Det mener Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank.
- Dagens tal er rigtig godt nyt. Man kunne have frygtet en stor korrektion på detailsalget efter den store stigning i november med black friday.
- Men der er kun tale om et lille dyk i december. Trenden peger klart op for detailsalget, skriver han i en kommentar.
Samtidig viser andre tal fra Danmarks Statistik, at forbrugertilliden i januar var usvækket, og de to tal plejer at følges ad.
Derfor er der grund til at tro, at butikkerne går gode tider i møde de kommende måneder, mener Signe Roed-Frederiksen, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Stigende beskæftigelse, lave renter og et boligmarked i fremgang er med til at sikre danskerne en sund økonomi og øge familiernes forbrugsmuligheder.
- Derfor er der også god grund til at tro, at danskernes optimisme vil afspejle sig i et øget privatforbrug.
- Det er godt nyt for dansk økonomi, hvor privatforbruget er en væsentlig drivkraft for væksten, skriver hun i en kommentar.
/ritzau/