XL-Byg kan åbne i østjysk hovedby
Trælastkæden XL-Byg kan endnu ikke sætte en knappenål ned i Horsens på et Danmarkskort, men det kan ændre sig i 2018, skriver Horsens Folkeblad.
En XL-butik er nemlig på vej i den østjyske by. Hornsyld Købmandsgård og Brejnholt Gruppen, som driver trælasthandler i Hornsyld, Ry, Randers, Aarhus og Vejle, vil åbne en XL-Byg i Horsens.
Christian Christensen fra Hornsyld Købmandsgård vil ikke fortælle meget til avisen, men han forventer, at XL-Byg i Horsens slår dørene op i 2018.
- Horsens er en god og stor by med stor tilflytning, og den har en størrelse til, at der bør ligge en XL-Byg i byen. Det har også længe været et ønske for XL-Byg-kæden at åbne i Horsens, siger Christian Christensen til Horsens Folkeblad.
Der er ikke meldt noget ud om en eventuel placering.
Brejnholt Gruppen har netop købt halvdelen af Hornsyld Købmandsgaards 2 XL-forretninger, som ligger i Hornsyld og Ry. Overtagelsen skal godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.