23948sdkhjf

Danskerne køber julegaver på nettet som aldrig før

Det er primært familier med små børn, der får klaret juleindkøbet i netbutikkerne, viser en ny undersøgelse.
Mange danskere vil hellere sidde hjemme i deres varme stuer foran deres computere, når julegaveræset skal overstås.

Det viser en ny undersøgelse, hvor Dansk Erhverv har spurgt et repræsentativt udsnit af danskere, om de forventer at købe årets julegaver online.

Her svarer 63 procent, at de forventer at købe mindst én julegave i en netbutik - i modsætning til 61 procent sidste år. Resultatet overrasker ikke Lone Rasmussen, der er markedschef i Dansk Erhverv.

- Julen i år bliver en e-jul. Næsten to ud af tre danskere vil købe deres gaver online. Danskerne er meget digitalt parate, og vi er meget trygge ved at handle online, forklarer Lone Rasmussen.

Den primære årsag er ifølge markedschefen, at det oftest er billigere at handle på nettet. Samtidig er det for at spare tid, at årets julegaver bliver købt online.

Ikke overraskende er det de unge under 40 år, der topper listen over at klare julehandlen på nettet - især dem med små børn derhjemme. Fire ud af fem børnefamilier foretrækker nemlig at undgå de fysiske butikker.

Men ifølge Lone Rasmussen er også de ældre blevet mere trygge ved at handle i netbutikker.

- Det er ikke kun de unge, men rent faktisk også de ældre, der handler på nettet. 38 procent over 70 år svarer, at de forventer at købe julegaver i netbutikker, siger markedschefen i Dansk Erhverv.

Danskerne har dog ikke helt afskrevet de fysiske butikker.

- Når man vælger, hvor man vil købe sin gave, så betyder det meget, at gaven kan byttes. Derfor vælger en del at købe deres julegave i en netbutik, hvor man også kan få den byttet i en fysisk butik, siger Lone Rasmussen.

Hver femte dansker, der forventer at købe julegaver online, vil ifølge undersøgelsen handle i en udenlandsk netbutik. Det vækker bekymring hos Dans Erhverv, der fastslår, at man ikke skal lade sig narre af prisen.

- Hvis man køber noget i en udenlandsk netbutik, der er meget billigt, særligt dem uden for EU, så skal man se sig for, at det også er den rigtige vare af den rigtige kvalitet, og at det ikke er en kopivare fuld af noget skadeligt kemi, advarer Lone Rasmussen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126