Coop står over for et svært tiår
Analyse forudser, at Dansk Supermarked og Rema 1000 vil vinde store markedsandele.
Det skriver BT.
- Fakta har omkring 50 butikker, som giver underskud i øjeblikket. Så jeg forventer, at de vil fokusere på at rydde op i de butikker, som ikke tjener penge i bestræbelserne på at få en bedre forretning. Det må føre til både lukninger og tab af markedsandele fremadrettet, siger adm. direktør i Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr.
Instituttet vurderer, at det især vil blive Dansk Supermarked og Rema 1000, der vil vinde markedsandele og klare sig godt.
Rema 1000 klarer sig konsistent rigtig godt i forbrugerundersøgelser blandt danskerne, og Netto sidder tungt på positionen som Danmarks førende discountkæde.
Netto var desuden meget offensiv i forbindelse med Kiwis lukning og sikrede sig størstedelen af de lejemål, der blev ledige i den forbindelse.