23948sdkhjf

Stjålet julebelysning lægger dæmper på julehyggen

Søborg Handelsforening har fået stjålet fem kilometer kabler, der var beregnet til hovedgadens julebelysning.
Hvis beboerne i Søborg ikke kan finde ind i den rette julestemning i år, kan det skyldes, at den sædvanlige julebelysning ikke bliver hængt op på byens hovedgade.

Fem kilometer kabler, der var tiltænkt at skulle pryde hovedgaden, er nemlig blevet stjålet.

Det var en elektriker, der opdagede tyveriet i starten af november. Her åbnede han døren til lageret, der har opbevaret kablerne til julebelysningen, og fandt kun et halvanden meter langt kabel, som gerningsmændene havde efterladt.

- Elektrikeren ringede til mig og fortalte, at kablerne var blevet stjålet, og jeg tænkte: "Det ser sort ud". Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning, men det er en nærmest umulig opgave at nå det til 1. december, siger Niels Nebeling, der er formand for Handelsforeningen for Søborg og Omegn, til TV 2.

Han vurderer, at det tager omkring to måneder at producere de specielle kabler, og derefter tager det 20 dage at sætte julebelysningen op.

Han har derfor meddelt kommunen, at julebelysningen formentlig er aflyst.

- Uden julebelysningen bliver det ikke rigtig jul i år. Så vi må holde dobbeltjul næste år, siger Niels Nebeling.

Ifølge Niels Nebeling er der blevet stjålet for 190.000 kroner, og tyveriet har fået handelsforeningen til at sikre lageret ekstra meget.

Niels Nebeling forventer derfor ikke, at tyveriet vil kunne gentage sig.

Handelsforeningen og borgerne i Søborg kan dog glæde sig over, at der stadig kommer til at være lys i juletræet foran rådhuset.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079