Dårligt sommervejr fik Carlsberg-salget til at falde
Carlsberg omsatte for mindre i tredje kvartal end i samme periode sidste år. Større salg af dyre øl.
Sådan har det også været i år. Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal - altså månederne juli, august og september.
Carlsberg omsatte for 16,7 milliarder kroner i tredje kvartal i år, hvilket er en tilbagegang på én procent.
Til gengæld er det lykkedes at sælge øllene til en højere pris end sidste år.
- I tredje kvartal fortsatte vores indsats for at sælge flere mærkevarer med at levere en solid udvikling i prismixet.
- Udviklingen i volumen var som ventet præget af forbuddet mod at sælge øl i store plastflasker i Rusland, svært sammenlignelige tal i Østeuropa og dårligt vejr i Vesteuropa, siger administrerende direktør Cees t'Hart i en pressemeddelelse.
Det er i Carlsbergs største region målt på omsætning, Vesteuropa, hvor salget skuffer mest.
Selv om der var fremgang i Bulgarien, Serbien og Italien, så betød tilbagegang i stort set alle andre lande, at omsætningen i denne region faldt med næsten 800 millioner kroner til 9,6 milliarder kroner.
Det bliver delvist opvejet af, at bryggerikoncernens mærkevarer har solgt rigtigt godt.
Salget af Tuborg er vokset med 5 procent, og øllene fra Grimbergen har solgt 7 procent mere.
Endelig er mængden af specialøl, der er langet over disken, steget med hele 34 procent.
En vigtig hjørnesten i Carlsbergs strategi er netop at sælge dyrere øl i erkendelse af, at det er svært at øge volumen.
/ritzau/