23948sdkhjf

Mange holder ikke efterårsferie, selvom de trænger til det

50 pct. holder ikke efterårsferie - selvom hver tredje har brug for det. Erhvervspsykolog kalder det en skræmmende tendens.
Om lidt står den på varm kakao og kvalitetstid med familien for rigtig mange af os. Men selvom den kommende uge er lig med efterårsferie, så er der mange, der ikke trækker stikket.

En ny rundspørge blandt et udvalg af Krifas medlemmer viser, at 49 pct. skal arbejde i efterårsferien - og hver tredje tager på arbejde med en krop, der skriger på ferie.

35 pct. svarer nemlig, at selvom de ikke skal holde ferie, har de i høj eller meget høj grad brug for det.

Kan ende med stress
Det er en tendens som Krifas formand, Søren Fibiger Olesen, finder tankevækkende:

- Det viser tydeligt, at vi ikke prioriterer balance nok, selvom vi ved, at det er helt afgørende for arbejdslysten, siger han og henviser til God Arbejdslyst Indeks 2017, der kortlægger danskernes arbejdslyst.

Også Rasmus Højbæk, der er erhvervspsykolog i Krifa, er bekymret:

- Jeg synes, det er en skræmmende tendens. Hvis man springer over ferien, selvom man har brug for den, kan det ende ud i stress. Det er derfor vigtigt, at du lytter til kroppens signaler og reagerer på dem.

Dårlig samvittighed over for familien
Det har flere konsekvenser for de adspurgte, at de ikke holder efterårsferie. Næsten hver femte fortæller nemlig, at de føler dårlig samvittighed over for deres familie og venner, når de ikke holder ferie. Det er et problem, lyder det fra Rasmus Højbæk:

- Den dårlige samvittighed risikerer bare at blive endnu en stressfaktor, der skubber til balancen.

Søren Fibiger Olesen mener, at god balance skal fylde mere på arbejdsmarkedet:

- Vi er simpelthen nødt til at have så fleksibelt et arbejdsmarkedet, at der er plads til balance i hverdagen.

1024 af Krifas medlemmer har deltaget i rundspørgen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079