23948sdkhjf

Nu åbner Nordjyllands største H&M i Aalborg

Der har været heftig aktivitet i Friis Shoppingcenter de seneste måneder, og nu er H&M klar til at åbne sin helt nye 2.500 kvadratmeter store butik i to plan i centret blandt andet med H&M Home-interiørkoncept.

H&Ms nye butik åbner fredag den 13. oktober, og der bliver tale om Nordjyllands største af slagsen, fortæller Friis Shoppingcenter i en pressemeddelelse.

- Åbningen af H&M er et af de helt store skridt i forbindelse med vores igangværende ombygning, siger centerchef Lotte Vestergaard Skou fra Friis Shoppingcenter og fortsætter:

- H&M bliver blandt de bærende butikker i det nye Friis Shoppingcenter, og her har vi at gøre med et stærkt brand, der kan være med til at øge centrets tiltrækningskraft markant.

Den nye H&M-butik vil indeholde mode for både dame, herre og børn.

Derudover åbnes en H&M Home med alt inden for interiør til hjemmet. Det bliver den kun fjerde H&M Home i Jylland:

- H&M har været i Aalborg i mange år, og de seneste år har vi investeret endnu mere i byen. Vi er glade for at være tilbage i Friis efter endt ombygning, og glæder os til at åbne en større og flottere butik med et fantastisk udvalg til vores kunder, der nu også får mulighed for at gå på opdagelse i vores Home-afdeling, lyder det fra H&Ms danske country manager Christel Friis-Mikkelsen.

Nadia Le Tort bliver store manager i den nye butik.

Hun har stor erfaring i H&M efter mange år som Visual Merchandiser, blandt andet i butikken i Friis Shoppingcenter.

De seneste år har hun været store manager i andre nordjyske butikker, men glæder sig nu til at vende tilbage til Friis Shoppingcenter.

Butikken bliver indrettet efter H&Ms nyeste indretningskoncept og får et af centerets bedste beliggenheder ved siden af Dalle Valle i stueetagen og overfor Tiger of Sweden og Bianco på plan 1.

H&Ms nye butik åbner fredag den 13. oktober kl. 10.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11