23948sdkhjf

Forhandlinger om bilafgift sker på usikkert grundlag

Regeringen kender ikke effekterne af at sænke afgiften på biler, skriver den selv. DF: Dybt problematisk.
Mens regeringen og Dansk Folkeparti sidder i de afgørende forhandlinger om at sænke registreringsafgiften på biler, er der opstået alvorlig usikkerhed om økonomien bag.

Finansministeriet skriver selv i sit udspil til en skattereform om netop billigere biler, at der er "indikationer af, at effekterne er lavere end hidtil antaget".

Det skriver Jyllands-Posten.

Ministeriets embedsmænd har således været tvunget til at "revidere" og opskrive regningen for at lette bilafgifterne i forhold til tidligere. Samtidig har ministeriet igangsat et analysearbejde, der skal kortlægge, hvad billigere biler koster statskassen.

- Det er meget dårlig timing, at regeringen forhandler lavere bilafgifter, samtidig med at den indrømmer, at den ikke ved, hvad regningen bliver, siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.

Regeringen foreslår, at bilafgifterne sænkes fra henholdsvis 150 procent og 105 procent alt efter bilens oprindelige pris til 100 procent.

Det er en samlet afgiftslettelse for 2,1 milliarder kroner. Prisen ender dog ifølge regeringen med at blive 800 millioner kroner, fordi folk forventes at købe flere og dyrere biler samt at arbejde mere.

Men det regnestykke, der viser hvor meget mere, danskerne vil arbejde, står på kviksand og kan resultere i en ekstraregning, lyder det fra økonomer.

- Beregningerne er yderst usikre. Det burde regeringen tage højde for, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Finansminister Kristian Jensen (V) er dog helt tryg ved regnestykket.

- Og hvis ikke det holder, er der størst sandsynlighed for, at regningen bliver mindre, siger han.

Men Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, kalder beregningerne "hokuspokus".

- Det er dybt problematisk. For når du først har sat en afgift ned, sætter du den ikke op igen. Så er pengene brugt, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125