23948sdkhjf

Usunde fødevarer fylder mere i indkøbskurven

Salget af usunde fødevarer er steget markant det seneste år. Supermarkeder mener ikke, at de har skylden.
Det kan godt være, at salget af økologiske grøntsager har det bedre end nogensinde før, men der ryger også mange usunde varer på kassebåndet i de danske supermarkeder.

Ifølge tal fra analysevirksomheden Nielsen, som Politiken har gennemgået, er salget af eksempelvis sodavand steget med 6,3 procent fra 2015 til 2016.

Men også chips samt is og kager oplever stor omsætningsvækst, og det går ud over folkesundheden.

- Vi mennesker har en kaloriebremse, så det er klart, at hvis du propper dig med usunde fødevarer, er der mindre plads til de sunde valg, siger Sisse Fagt, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, til Politiken.

Supermarkederne vil gerne tage medansvar for folkesundheden, men dog ikke på bekostning af omsætning.

Dagrofa, der ejer Meny- og Spar-kæden, tilbyder for eksempel sukkerfrit slik og har set salget vokse med 10 procent på et år.

Hos Coop bestræber man sig også på at gøre de sunde varer mere synlige. Men man kører også slagtilbud på sodavand.

- Når kunderne vælger butik efter den billigste cola, skal vi være konkurrencedygtige på priserne, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør, til Politiken.

Han fortæller i øvrigt, at der både er vækst i salget af sunde og usunde varer i Coops butikker, der blandt andet omfatter Fakta og Kvickly.

Og det er hovedsageligt i de større byer, at man er mest bevidst om at spise sundt.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088