23948sdkhjf

IDdesign åbner nye bolighuse med rekordfart

IDdesign, der ejer Idémøbler, Ilva og en udenlandsk franchisekæde, har søsat det største investeringsprogram i virksomhedens historie. Inden for 12 måneder åbner 10 nye bolighuse.
Kæderne Ilva og Idémøbler går nu for alvor i offensiven med en plan om at komme tæt på kunderne, fortæller IDdesign i en pressemeddelelse.

I dag har Ilva syv bolighuse i Danmark og to i udlandet, mens Idémøbler har 37 bolighuse i Danmark og to i udlandet. Hertil kommer franchisekæden IDdesign, der har 20 bolighuse i Mellemøsten, Spanien, Cypern og Ungarn.

Men antallet af bolighuse bliver nu markant accelereret. Første mål er åbningen af 10 nye bolighuse i Danmark og udlandet inden for en periode på 12 måneder.

Senest har Idémøbler åbnet et nyt bolighus i Haderslev mens franchisekæden IDdesign har åbnet fire nye bolighuse i Spanien, Ungarn og Libanon.

Inden for de næste måneder åbner der nye Idémøbler-bolighuse i Helsingør, Roskilde og Silkeborg – en Ilva i Esbjerg – samt et nyt bolighus i Qatar og endnu et i Libanon.

Alle 10 åbninger sker over en 12 måneders periode – fra februar 2017 til februar 2018.

- Vi har de senere år investeret markant i at give vores kunder mere inspiration til indretningen af deres hjem, når de besøger vores bolighuse – og det har båret frugt. Vores salg er stigende og vi oplever en stærk efterspørgsel efter vores bolighus-koncepter i både Danmark og udlandet, siger Michael Christiansen, adm. dir. i IDdesign, selskabet bag de tre møbelkæder.

Michael Christiansen fortæller også, at Idémøblers og Ilvas salg online er kraftigt stigende – og at kunderne finder tryghed i kombinationen af fysiske butikker og muligheden for at købe møbler online.

- Derfor sætter vi nu turbo på vores vækstplaner, hvor vores mål er at dække alle afkroge af Danmark samt finde interessante beliggenheder i storbyer rundt om i Europa og resten af verden, som passer til vores udenlandske koncept, siger han.

IDdesigns næste åbning bliver i Esbjerg sidst i maj, hvor Idémøbler åbner et spritnyt bolighus med et salgsareal på 2500 kvadratmeter. Bolighuset bliver konceptmæssigt indrettet efter Idémøblers nye stil.

- De senere år har vi arbejdet intenst med at skærpe vores koncepter, og vi oplever et stigende antal kunder både i vores fysiske bolighuse og online – så nu starter vi for alvor vores udrulningsplan, og er i dialog om mange nye butikker, siger Michael Christiansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093