23948sdkhjf

Tricktyve skyggede 83-årig på hjem fra Netto

Endnu et klassisk eksempel på et tricktyveri fandt sted i Rugmarken i Espergærde i mandags.
Personalet i Netto er lige som de øvrige ansatte i danske supermarkeder ifølge politiet blevet anmodet om at holde et ekstra vågent øje med, hvem der befinder sig ved kasselinjerne, når kunderne betaler for deres varer.

Formålet er at gribe ind over for eventuelle tricktyve, men ingen fattede mistanke og ingen greb ind, da en 83-årig fik afluret sin pinkode, mens hun anvendte sit dankort i terminalen i Netto i Espergærde Centeret kort efter klokken 14 i mandags.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Hun mener selv, at hun gjorde sit til at skjule pinkoden, men alligevel blev den opsnappet. En mørklødet mand stod først foran kvinden i køen for siden at forlade den, men øjeblikket efter stod han bag ved hende. Det er formentlig den mand, der aflurede koden.

Men han var ikke med, da to medgerningsmænd senere henvendte sig til kvinden i opgangen til hendes hjem i Rugmarken i Espergærde.

Hun havde lige låst sig ind i opgangen, da de to efterlyste dukkede op.

De bredte et kort eller lignende fra Post Danmark ud foran kvinden, pegede på opslagstavlen i opgangen og stillede hende en masse spørgsmål på et sprog, som den 83-årige ikke kan betegne som andet end »kaudervælsk«.

- Det virkede som om de søgte hjælp, og man vil jo gerne hjælpe, men til sidst sagde jeg til dem, at jeg ikke kunne forstå hvad de sagde og begyndte at gå op ad trappen til min lejlighed. De forlod opgangen samtidigt, fortæller kvinden til Helsingør Dagblad.

Men i løbet af det korte træf lykkedes det en af mændene at fiske dankortet op ad pungen, som lå i kvindens taske.

- Ja, man forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg bemærkede ingenting, fortæller den 83-årige.

Det var da også først, da en repræsentant for Danske Bank i Espergærde en halv time senere ringede til kvinden og spurgte om hun lige havde hævet et større beløb på sit dankort ved filialens hæveautomat i centeret, at det gik op for hende, at hun var blevet udsat for et tricktyveri.

Tyvene havde hævet 13.000 kroner på dankortet med den rette pinkode. Efter at den tredje mand havde afluret koden i Netto fulgte de to medgerningsmænd efter kvinden det forholdsvis korte stykke fra Espergærde Centeret til boligen på Rugmarken.

Den ene af to mænd, der stjal kortet, bliver beskrevet som mellem 40 og 50 år og mørkhåret og almindelig af bygning, mens den anden mand i opgangen skulle være mellem 20 og 30 år, ligeledes med sort hår og af samme statur.

Efter den ubehagelige oplevelse har offeret for tricktyveriet truffet en beslutning.

- Jeg vil aldrig mere benytte dankortet til at betale for varer i supermarkedet. Fremover bliver det med kontanter, siger hun, som bortset fra et mindre beløb i selvrisiko bliver holdt skadesløs af banken.

Politiet har rekvireret optagelser fra Nettos overvågningskameraer for at se, om tricktyvene kan genkendes.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13