23948sdkhjf

Samsung leverer kanonregnskab efter turbulent år

Den sydkoreanske teknologivirksomhed havde svimlende 50 milliarder i overskud for årets første tre måneder.
Samsung klarede sig forrygende i årets første kvartal, viser firmaets regnskab.

Den sydkoreanske teknologigigant havde et overskud på 6,7 milliarder dollar for årets første tre måneder. Det svarer til 50 milliarder kroner.

Overskuddet er 46 procent højere end i samme periode sidste år.

Samsung skriver i en bemærkning til regnskabet, at det blandt andet er øget salg af hukommelseskort, der fører til det flotte resultat.

Kvartalsregnskabet er det næstbedste nogensinde for Samsung.

Selskabets aktiekurs er steget stødt på det seneste, til trods for at selskabets direktør skal for retten i en stor korruptionsskandale i Sydkorea.

Samtidig er 2017 år nul efter skandalen med mobiltelefonen Samsung Galaxy Note 7, der måtte trækkes tilbage fra markedet.

Mobiltelefonen selvantændte i flere tilfælde, hvilket fik flymyndigheder i hele verden til at nægte at medbringe den type telefon om bord.

Samsung, der er verdens største producent af mobiltelefoner og hukommelseskort, leverer også deres produkter til konkurrerende selskaber. Blandt andet rivalen fra Apple.

- Overskuddet i første kvartal er grundlagt fra vores forretningsdel, der producerer komponenter. Der har vi opnået et stærkt salg af vores hukommelseskort og gode priser på salg af vores skærme, skriver virksomheden.

Det var dog ikke alle dele af forretningen, der klarede sig lige godt i årets første måneder.

Overskuddet på salg af mobiltelefoner gik 47 procent tilbage i forhold til året før.

/ritzau/AFP
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188