23948sdkhjf

Hver femte føler sig utryg ved hpv-vaccinen

20 procent af danskerne er utrygge ved den omstridte hpv-vaccine. Det viser en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for Politiken.

Målingen er lavet blandt 1.085 respondenter, og mens hver femte har erklæret sig enig i udsagnet: »Jeg føler mig ikke tryg ved hpv-vaccinen og tror ikke på det, når myndigheder og forskere siger, at den ikke medfører en række bivirkninger«, så føler 60 procent sig trygge ved vaccinen, og 20 procent har svaret »ved ikke«.

Resultatet overrasker ikke Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen, men hun finder det positivt, at 60 procent føler sig tryg.

- Der er mange ’trygge’ i forhold til hvor få, der faktisk får vaccinen, siger overlægen til Politiken.

Karsten Viborg, der er formand for Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte undrer sig over, hvorfor 60 procent føler sig trygge, når kun 16 procent af pigerne født i 2003 er blevet vaccineret.

- De forældre, der står over for at vælge, om deres datter skal have vaccinen, har nok undersøgt, hvad risikoen kan være, siger han til avisen.

Den nye Megafon-måling viser, at de yngste i befolkningen er de mindst bekymrede. Når tallene brydes op, bliver den statistiske usikkerhed større, men samtidig viser der sig en klar tendens: 81 procent af de 18-29-årige føler sig trygge ved vaccinen, mens de 30-39-årige og 40-49-årige er de mest utrygge.

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen arbejder sammen om en informationsindsats om hpv-vaccinen, der lanceres i dette forår.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.252