23948sdkhjf

Løkke åbner for frihandelsaftale med Storbritannien

Selv om Theresa May lægger op til, at Storbritannien skal forlade EU helt, så håber Løkke på et tæt forhold.
Hvis Storbritannien vil helt ud af EU og til gengæld have en frihandelsaftale, så må Danmark lytte og samarbejde.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dermed lægger han op til at hjælpe den britiske premierminister Theresa May med hendes ønske om helt at forlade EU og det indre marked.

- Hvis Storbritannien ønsker at træde helt ud og have en ordentlig handelsaftale, så må vi se på det. Fra dansk side ønsker at vi at gå konstruktivt ind i det her.

- Vi har kæmpe interesse i at samarbejde med Storbritannien om samhandel, terrorbekæmpelse og uddannelse i hinandens lande, siger Lars Løkke Rasmussen.

En tilsvarende melding kommer fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

- Et Europa uden Storbritannien er et svækket Europa. Vores interesse er, at vi holder os så tæt på hinanden som muligt, siger Mette Frederiksen.

Ligesom statsministeren lægger hun vægt på, at danske interesser skal beskyttes i forhandlingerne. Ud over samhandel gælder det også rettigheder og muligheder for de danskere, der arbejder og studerer i England.

- Storbritanniens beslutning rejser rigtig mange spørgsmål. Dem må vi tage et for et, siger Mette Frederiksen.

Udtalelserne falder kort efter, at Theresa May i en tale i Lancaster House i London fastslår, at hun ønsker en klar adskillelse fra unionen:

- Ikke et delvist medlemskab af EU. Ikke et associeret medlemskab. Eller noget med at være halvt inde og halvt ude, siger Theresa May.

Det betyder også, at landet "forlader det indre marked", understreger hun.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er EU, som er i færd med at skubbe Storbritannien ud af det indre marked.

Til skade for alle de europæiske lande, der handler med briterne.

- EU har sagt til briterne, at hvis de vil have adgang til det indre marked, så skal de acceptere fri bevægelighed af arbejdskraft fra de øvrige EU-lande.

- Når man følger den britiske debat, så er det åbenlyst, at sådan en aftale kan briterne ikke komme hjem med, siger Thulesen Dahl.

- Befolkningen ønsker kontrol over grænserne og kontrol over indvandringen. EU har på forhånd skabt en situation, hvor det er umuligt at tro, at der kommer en aftale, siger Kristian Thulesen Dahl.

Lars Løkke Rasmussen fastholder, at det indre marked ikke bare hviler på fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital - men også for personer. Derfor kan briterne ikke bare vælge de dele, de vil være med i.

- Det skal være balanceret. Og det er det signal, der er sendt afsted. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at der er noget i det, som er bestemmende for, hvilke britiske ønsker der nu formuleres, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079