23948sdkhjf

Det skal være lettere at klage over p-bøden

Transportministeren vil pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn, så borgerne får en mere rimelig behandling i sager om p-bøder.
Det lille uønskede stykke papir under vinduesviskeren kan få mange helt op i det røde felt.

Især når følelsen er, at bilen holdt helt, som den skulle, og at det er parkeringsvagten, der har været for ivrig med at stange bøden ud.

Er p-bøden udstedt af en privat parkeringsvagt, damper vreden imidlertid hurtigt af hos de fleste og bliver til resignation.

For skal man forfølge en klagesag mod et privat parkeringsselskab, er den eneste reelle mulighed ofte at tage sagen i retten.

Og det dur ikke, mener transportminister Ole Birk Olesen (LA), der med et nyt lovforslag vil komme de frustrerede bilister til undsætning.

- Det med at skulle hive parkeringsfirmaet i retten er simpelthen bare en for omstændelig proces for at spare en parkeringsafgift på 500 eller 750 kroner. Det afholder mange fra at klage, siger han.

Derfor vil ministeren pålægge de private parkeringsselskaber at oprette et uvildigt klagenævn, der skal foretage en ordentlig og saglig behandling af hver enkelt klagesag.

- Det er en mangel, at de ikke har gjort det tidligere, og det retter vi op på, siger Ole Birk Olesen.

Lovforslaget er nu sendt i høring, før det skal til afstemning i Folketinget. Allerede nu er Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, dog klar til at stemme for.

- Der har været mange problemer med de her private parkeringsfirmaer, som i iver efter at få en god forretning ud af det har tænkt mere på at skovle penge ind end på, hvad der er ret og rimeligt, siger han og fortsætter:

- Når der er tale om private løsninger, er det også rimeligt nok at have en forventning om en klageinstans. Det er jo ikke noget stort, dyrt eller bureaukratisk foretagende, der lægges op til.

Netop prisen for at behandle de forventede 3500-4000 klager om året er en faktor, der ikke er fuldt afklaret.

Mest sandsynligt er det, at parkeringsselskaberne vil sende regningen for klagebehandlingen videre til bilisterne i form af højere takster.

Og det er nok et nødvendigt onde, erkender juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

- Det er ikke den mest perfekte løsning, men det kan nok ikke være anderledes. Men så dyrt er sådan et klagenævn heller ikke, så det er vores klare forventning, at den ekstra udgift for bilisterne højst vil blive et par kroner, siger han.

I Forbrugerrådet er seniorrådgiver Asta Ostrowski også generelt positiv over for det nye klageorgan.

Ifølge hende viser historien desuden, at klageinstanser kan få antallet af sager til at falde.

- Det er vores erfaring fra andre ankenævn, at de har en regulerende effekt, fordi branchen faktisk ender med at opføre sig mere ordentligt, når der etableres en mere formel klageadgang, siger hun.

Transportministeren er overbevist om, at forbrugerne vil tage godt i mod en bedre klagemulighed.

- Jeg tror, at de fleste bilejere er helt tilfredse med, at der måske kan komme en krone eller to mere på regningen, når man til gengæld har mulighed for at klage, hvis man er uenig i bøden, siger han.

Høringsfristen for lovforslaget udløber 26. januar. Derefter bliver det fremsat i Folketinget.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098