23948sdkhjf

Ledere forventer vækst i dansk erhvervsliv

Dansk erhvervsliv er på vej ind i et 1. halvår af 2017 med stigende omsætning, produktion og eksport.

Samtidig vil nytårsklokkerne markere indgangen til et halvt år med uændret eller stigende beskæftigelse.

Det er essensen af en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.151 ledere i private danske virksomheder, skriver Lederne i en pressemeddelelse.

Ifølge undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, forventer 66 procent af lederne, at virksomhedens omsætning vil stige det næste halve år. Næsten lige så mange, 64 procent, forventer stigende produktion, mens 60 procent af lederne kalkulerer med stigende overskud. Lidt færre, 53 procent, vurderer, at eksporten stiger i 1. halvår af 2017.

På beskæftigelsesområdet ser lederne frem til, at der i en vis grad skal gang i rekrutteringen og udfærdigelsen af ansættelseskontrakter. 41 procent forventer et halvår med stigende antal medarbejdere, mens 48 procent tror, at virksomhedens samlede antal medarbejdere forbliver uændret. Der er især forventning om nyansættelser af faglærte og medarbejdere med videregående uddannelser.

Formanden for Lederne Svend Askær slår fast, at han deler de adspurgte lederes optimisme med henblik på 1. halvår af 2017. Men han mener samtidig, at tallene bør være et vink med en vognstang til politikerne om ikke at tage væksten for givet.

- Vækst kræver gode vækstbetingelser. Og når mange virksomhedsledere fortsat har foden hvilende forsigtigt på bremsepedalen, handler det om, virksomhedernes rammebetingelser skal blive meget bedre. Derfor håber jeg, at intentionerne i det nye regeringsgrunlag om at gøre det billigere og nemmere at drive virksomhed i Danmark bliver ført ud i livet med blandt andet lavere skatter, mindre bureaukrati og forbedret infrastruktur, siger formanden for Lederne Svend Askær.

Lederne foretager fast konjunkturundersøgelsen hvert halve år, og de nye resultater ligger meget tæt op ad resultaterne i de seneste undersøgelser. Blandt andet er andelen af ledere, som forventer stigende beskæftigelse og stigende omsætning i den nye undersøgelse, helt identisk med tallene i den konjunkturundersøgelse, der blev udarbejdet for ét år siden.

Den nye undersøgelse offentliggøres i sin helhed i starten af januar 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111