Forbrugeradfærd skal kortlægges via smartphone-overvågning
Teknologien rykker ind i Ringes butikker og gade.
Sensoren er en lille computer med integreret trådløs teknologi, der kan registrere signaler fra smartphones.
Der er opsat 15 sensorer rundt om i byen og på indfaldsvejene, og de skal registrere data om, hvordan besøgende kommer ind til byen og bevæger sig rundt. Derudover måles der med andre sensorer i og omkring Tøjeksperten, der er udvalgt som testbutik.
Tilsammen skal det give kommunen og Ringe Handelsstandsforening indsigt i handelsmønstrene i byen og danne grundlag for afprøvning af teknologier, der har til formål at forbedre kundeoplevelsen og løfte handelslivet i Ringe.
De indsamlede data er anonymiserede, og data vil således kun give indtryk af de generelle mønstre, og ikke afsløre noget om genkendelige enkeltpersoners adfærd.
Målingerne i Ringe foregår i første omgang over de næste tre uger. På baggrund af de anonymiserede data undersøges det, hvordan bevægelsesmønstrene er i byen og i butikkerne for dermed at kunne undersøge hvilke tiltag, der skal til for at forbedre kundeoplevelsen og løfte handelslivet i Ringe. Efterfølgende måles igen, for at se om tiltagene har haft den ønskede effekt.
Målingerne er en del af projektet IBIZ TechLab, der gennemføres i et samarbejde med FMK og Ringe Handelsstandsforening.