Kvindetøj er dyrere end tøj til mænd
Kvinder betaler betydeligt mere end mænd for samme type tøj fra samme forretning.
Avisen bringer blandt andet eksempler fra Stylepit, hvor et par Nike Air-løbesko koster henholdsvis 829 kroner til kvinder og 749 kroner til mænd. Et andet eksempel er et par Levi's-bukser i modellen 501, der i kædens danske butikker koster 999 kroner til kvinder og 799 kroner til mænd.
Stylepit siger til MetroXpress, at det ikke er dem, der napper den ekstra fortjeneste.
- Stylepit søger altid de bedste priser til vores kunder med udgangspunkt i leverandørens priser. Vi prisdifferentierer ikke efter køn, men har naturligvis en avance på vores indkøb, skriver projektmanager Mila Blarke.
En amerikansk undersøgelse viste sidste år, at kvinder gennemsnitligt betaler otte procent mere end mænd for tøj, der findes både i en herre- og en dameudgave.
- Jeg synes, producenterne skylder kvinderne en god forklaring. Om noget, så burde varerne jo koste mindre for kvinder, da de er lavet af mindre stof, siger Martin Salomon, der er cheføkonom hos Forbrugerrådet.