Greve er sjællandsmester i detailhandel
Detailhandlen i Greve Kommune har i de seneste år været inde i en meget positiv udvikling. Mens mange kommuners handelsliv er præget af butiksflugt og fyringer, viser nye tal fra VækstTendens 2015, at detailhandlen i Greve udvider og ansætter flere folk.
- Det er rigtig godt at se, at vores detailhandel i Greve Kommune blomstrer og det endda på trods af, at branchen generelt kæmper med at tjene penge og undgå butikslukninger andre steder i landet. De nye tal cementerer, at Greve i dag er et stærkt handelscentrum for lokale borgere og turister, men i den grad også for alle de handlende, som bor og arbejder i omkringliggende kommuner. Så vi er inde i en positiv udvikling, og det skal vi fortsat understøtte med vores vækstpolitik, udtaler Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann.
Både Waves og de mindre butikker klarer sig godt i Greve
Den positive udvikling i Greve Kommunes detailhandel glæder også Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed. Hun vurderer, at Greves store indkøbscenter Waves har formået at etablere sig som et stærkt handelscentrum, men fremhæver at også mange af de mindre butikker i kommunen er inde i en positiv spiral – og at dette har en positiv afsmittende effekt på detailhandlen i hele kommunen.
- Jeg er meget stolt over og glad for, at Greves detailhandel er i kraftig vækst og skaber nye arbejdspladser i kommunen. Det gælder både i forhold til vores store indkøbscenter Waves og mange af vores mindre butikker, der gør det rigtig godt. Der er ingen tvivl om, at de mange online-butikker i dag lægger et pres på vores fysiske butikker, som skal gøre mere for, at kunderne får en god oplevelse ud af at besøge butikkerne. Og det får de handlende både i forhold til den fysiske indretning af butikkerne, men i høj grad også i forhold til den personlige betjening, som er helt i top, udtaler Tina Charlotte Koeffoed.
Rema 1000 butik stormer frem
På Hundige Strandvej 190 er Rema 1000 en af de butikker, der oplever, at det går strygende med handlen. Det går så godt, at Rema 1000 ønsker at etablere flere butikker med mange nye arbejdspladser i Greve Kommune.
- Vi er meget tilfredse med at have placeret os i Greve, for vi oplever, at det går godt. Her er et stort kundegrundlag. Vi har mange kunder, som handler i butikken på strandvejen jævnligt, fordi de bor i nærområdet, arbejder her eller kommer forbi på vej fra arbejde i en af nabokommunerne. Vi er meget optimistiske i forhold til at investere i nye butikker i Greve, fortæller udviklingschef Lars Thisted fra Rema 1000.
I 2008, hvor den første og hidtil eneste Rema 1000 butik i Greve åbnede på Hundige Strandvej 190, var der 10 ansatte. Indehaveren af Rema 1000 butikken siden 2010, Daniel Corinth-Hansen, lægger ikke skjul på, at ambitionen er at blive det foretrukne indkøbssted for dagligvarer i Greve, og at det er et benhårdt arbejde at skabe vækst og nye arbejdspladser. I dag har han 26 medarbejdere ansat, hvoraf de 10 er medarbejdere over 18 år. Siden 2010 er omsætningen fordoblet og har i år rundet 50 mio. kr.
- Det går fantastisk med butikken. Det er et stort plus at være placeret i Greve tæt på motorvejen. Hvis der for eksempel er voldsom kø på motorvejen, står flere af i Greve og køber ind hos os på forbifarten. Og de lokale kunder har taget godt imod os og vores måde at drive butikken på, som var det en gammel købmandsbutik. En del af vores stamkunder er over 50 år, og de sætter pris på at få en god service og have en personlig kontakt med mig og mine ansatte. Vi er på fornavn med flere af dem, der handler her dagligt. Så når jeg ansætter nye medarbejdere, går jeg meget op i at vurdere, om de virker glade og smilende over for kunderne og kan rubbe neglene.
Greve Midtby Center mærker også fremgang
Også i Greve Midtby Center kan butikkerne mærke, at kunderne strømmer til og bruger flere penge. De nyeste besøgstal fra november 2015 viser, at der er en fremgang på 26 procent i antallet af besøgende sammenlignet med samme periode sidste år. Som en konsekvens har formanden for Centerforeningen, Martin Hvolbøll, der er indehaver af Kop og Kande i Greve Midtby Center, lige ansat en ny medarbejder og er nu oppe på 10 medarbejdere i alt.
- Vi har på det seneste gjort en lang række tiltag for at få flere kunder til at handle hos os, for eksempel med musik og andre events. Og nu er vi begyndt at mærke, at udviklingen er vendt. Vi er meget glade for at mærke en fremgang for butikkerne her i centret, og vi gør meget ud af at give hver enkelt kunde en personlig og venlig betjening, fortæller Martin Hvolbøll.